Kjære, lille Marie!
Nu er jeg paa Landet, langt længere ude end paa Petershøi, men dog ogsaa ved Vandet, hvor Skibene seile, og hvor der er Badehuus og flere end een Hund, der ligner "Tschack" og kan vise Tænder. Saa langt borte kan jeg dog tydeligt see Dig; Du sidder paa Din høie Stol ved Frokostbordet, spiser Dit Æg og drikker Mælk til. Jeg seer Dig kjæle for Mo'er, jeg hører Dig snakke høit og springe med Edmund, Fa' er kysser Dig med sit store Skæg, saa det baade kilder og gnaver Dig om Munden, jeg seer Dig i al Din Pynt, med den hvide Kabuds paa Hovedet, gaae Tour med Amalie og ikke bryde Dig om at kjøre i Sporvogn. Ja, jeg seer Dig heel og holden paa Gaden og i Stuen, ja, i Din lille Seng, hvor Du sover, fra Solen er nede, til Solen staaer op! Det var et yndigt Brev, Du med Din Moder og Blyanten skrev mig til; Robert skrev ogsaa, og derfor skal ogsaa Du og han hver have et Brev igjen. Dette kan Du lade Moder eller Amalie læse for Dig, og saa kan Du hilse Amalie og Sidse og Karen, Som laver den deilige Mad, der gjør saa godt i det Indvendige, saa at man ønsker to Portioner og faaer dem ogsaa. Hils nu ogsaa Fader og Moder, Søstre og Brødre, Jomfruen og hendes Forlovede, det hele Huus, lige til de sidst ud sprungne Bøgegrene, som jeg ikke har seet; men til dem har jeg en Hilsen fra de udsprungne Bøgetræer i Skoven ved Basnæs; disse befinde sig alle vel i deres nye, grønne Kjole, kyssede af Solskinnet og fornøiede af Sangfugl ene. Kukkeren siger "Kuk, kuk! Smuk, smuk!"; Turtelduerne kurre og synge min Vise om Gurre; de hilse Marie!
Din rigtig kjæreste Ven
Andersen.
