The Hans Christian Andersen Center

Dato: 29. juli 1870
Fra: Jonna Stampe, f. Drewsen   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Christinelund d. 29de Juli 1870.

Kjre Andersen!

Det var saa kjnt af Dem at skrive til mig fra Holsteinborg og fortlle mig lidt om Deres Frden iblandt Deres Venner, og det var saa fornieligt at De havde det saa godt og befandt Dem saa vel. Nu har jeg af Aviserne seet at Deres kjre gamle Veninde Fru Lss er dd, jeg kan tnke mig at det har gjort Dem meget ondt og at mange gamle Minder ere dukkede op derved. Saavidt jeg forstod Rigmor idag, er De endnu i Kjbenhavn, maaskee gaaer det Dem som saa mange andre: man vil helst vre i Hovedstaden, (hvor Danmarks Hjerte banker) for at vre saa nr som mulig ved alle Efterretninger og flge med sit Folk i hvad der bevger og berrer det saameget. Det giver sig klart tilkjende, hvor Sympathien er og hvor meget man haaber for sin egen Livssag af Frankrigs Seier og Lykke. For menneskelige ine kunne vi kun ad den Vei naae til det Maal vi alle eftertragte: "Snderjylland vundet," og derfor banker ogsaa alle Hjerter for Frankrig og alle Bnner for vort eget Fdreland gaaer Side om Side med Bn for de Franskes Seir.

Men ligefuldt fler man, at det ikke er til Leg der gaaes frem og at Ingen kan forudsee Krigens uberegnelige Flger, saa jeg synes man er saadan kaldet til at bede og ikke blive trt, ligesom man beder naar Dden synes at nrme sig til den man elsker, og man dog har Haabet at Herren maaskee endnu vilde spare os dette Liv til vor Glde og Sttte. Gud give os alle at mdes i Bnnen for Fdrelandet og Han gjre vor Bn ret i Hans ine.

Vi vare en yndig Tour i Sverrig, Henrik og jeg. Jeg havde ikke drmt om at Sverrig var saa smukt, og saa inderlig romantisk. Vel havde jeg, fr vor Reise, lst Deres "i Sverrig" og deraf faaet mangt et poetisk Indtryk, men jeg forstod det dog frst, da jeg selv saae ud over den store gaadefulde Vettern S, hvori Vising er som et Punkt og hvor saamange af Hjertets Historier har havt deres Skueplads. Jeg var ikke ved Vadstena, men dets Romantik naaede dog til mig. Som Natur tiltalte Smland mig meest, disse smaa yndige Ser vare saa lokkende og den fine Birk med den

- - - Saalangt kom jeg, og saa kom alle de srgelige Efterretninger om Frankrigs Tab og Tilbagegang og dets indre Splid, og saa kunde jeg ikke skrive. Men De skal dog see, at jeg har vret meget nr ved at skrive til Dem, derfor sender jeg Dem mit begyndte Brev. Nu samle alle Tanker vistnok ogsaa Deres - sig om Frankrig, og jeg feiler ikke naar jeg troer at vi fle eens i denne Sag. I al denne Sommers Deilighed at vide hvor dybt ydmyget det Folk er, om hvilket man dog antog, at det af alle Folkefrd, der have selvstndig Plads i Verden (thi om Polakkerne troer jeg det ogsaa) var det meest ridderlige, meest lod sig fre af en Idee, - at vide dette Folk saa ydmyget og spaltet, at tnke paa alt det udviste Heltemod, som ikke fik rens Krands paa sin Grav, paa alle de brudte Forhaabninger og knuste Hjerter, som ikke husvales ved den Trst, at deres Tab er Fdrelandets Frelse. Det gjr al denne SommerDeilighed saa inderlig vemodig, fordi man veed, at der er Saamange som ikke kunne nyde den. Om det er fordi vi endnu have vore egne Lidelser i saa frisk Minde, eller fordi vi have knyttet Forventningen til vor egen Sags Fremgang til Frankrigs Seier - jeg veed det ikke, men der mangler ikke meget i, at jeg fler for de Franske som for mine Landsmnd. - Jeg veed, kjre Andersen! at De endnu er i Kjbenhavn og altsaa har alt fra frste Haand, og i denne Tid vilde jeg helst vre derinde, hvor man har saa Mange at tale med og kan faae Oplysning om Meget, og dog neppe mder Nogen, der ikke fler for denne Sag paa samme Maade som man selv. Er Grevinde Holstein-Holsteinborg tidt i Byen hos sin Mand? seer De hende, vil De da hilse hende fra mig og minde hende om hendes uindfriede Lfte; jeg vil ikke plage hende med Brev, da hun vist har saameget at tnke paa for Tiden. - Levvel, kjre Andersen! gid vi alle maae faae Grund til Glde, Alle vi som fle eens og Gud give Frankrig Opreisning, om det end frst gaaer igjennem Ydmygelse.

Deres hengivne Jonna Stampe.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus