Dato: 24. juni 1870
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Oline Collin, f. Thyberg
Sprog: dansk.

668. Til Henriette Collin.

Basnæs ved Skjelskjør den 24 Juni 1870.

Kjære Fru Collin !

Det er længe siden jeg hørte fra Dem, jeg maa nok skrive igjen, saa ryster jeg vel et beskrevet Blad af Hjertetræet; Vinden vil725 bære det over Skjelskjør til Holsteinborg. Der er jeg, om Gud vil, paa Søndag For­middag ved Frokosttid; kun een Uge bliver jeg paa den gamle Gaard hos de kjære Mennesker; det er den kjedsommelige »Huusleilighed« som kal­der mig til Byen. Den gode Edgar Collin vil at jeg skal slaae til paa hans Anbefaling, men jeg maa dog selv see Værelserne. Jeg har lovet at være i Kjøbenhavn, senest den 3 Juli, og saa maa jeg derind, uagtet jeg ikke har nogen Besked fra den gode Ven om det er for seent eller ikke. Paa den Tid indtræffer ogsaa Melchiors, men i de første 14 Dage faaer Fru Melchior saa travlt med at ordne og indrette sig i sit saagodtsom nye Hjem, at hun fore­slaaer mig at jeg fra Holsteinborg først tager til Frijsenborg og derfra til Kjøbenhavn, thi ikke før den 16 eller 20 Juli vil der være i Orden paa »Rolighed«, saaledes kan jeg nu ikke indrette det; jeg maa snarest see Huer leiligheden eller jeg faaer den ikke, det smagte mig ikke ret Besøget hos Frøknerne Rausing (eller hvad de nu kaldes), jeg følte ikke Sympati; jeg kommer altsaa seent Søndag aften den 3 Juli og tager ind i Hotel d'Angle­terre hvor jeg bliver indtil videre; maaskee tilbringer jeg senere nogle to Dage ude hos Henriques paa Strandveien, kommer en Dagstid til Helle­bæk og saa ere de 12 a 14 Dage fløine hen, kun alt for snart. Da aabner sig »Rolighed« hvor jeg bliver til ind i August, (et Par Uger), saa først tænker jeg paa Frijsenborg; vandt jeg i Lotteriet, men det gjør jeg nu ikke, saa fløi jeg lidt syd paa, det jeg har Lyst og ikke Lyst til. Jeg er nu saa temmelig vel, den »Helvedes Ild« er slukket, i det mindste synligt, om den skulde blusse op igjen veed jo Ingen. Jeg har levet saare stille herude, Humeuret har vippet op og ned, med Grund og uden Grund, jeg har faaet læst en stor Deel, saaledes af Ewald, Goldschmidt og flere Forfattere, læst Ørsteds Breve, Talmud og slige mere belærende Skrifter; men jeg har afbetalt en stor Brevgjæld, jeg har i disse 5 Uger skrevet hele 67 Breve, dette De her modtager er netop det 67de. Gjør De mig dette efter? Den som har været meest trofast i at glæde mig med Brev er Hr. Martin Henriques og efter ham hans Søster Fru Melchior. Lad mig nu snart høre fra Dem hvorledes De le­ver og hvorledes alle Deres befinde sig. Jeg haaber at Gjenboens Huus ikke kaster for kold Skygge ind i Deres Stuer og at Forholdet er blevet mildere. Familien derovre har jo rigtig nok taget al Udsigten bort for Dem, men De vil faae den i større Pragt naar Kukkeren kukker næste Foraar. Jeg holder iøvrigt ikke af at det nye Huus ligger saa eensomt, lige som jeg slet ikke holder af den tossede Baad, jeg skal aldrig sætte min Fod i den, det lover jeg, gid Deres Mand og Jonas ville gøre det samme naar det blæser. Hor­nemanns ere nok nu fløttede ud paa Landet til Dem?; Om Billes iaar boe i Hellebæk eller paa Klampenborg har jeg ikke forstaaet. Orla Lehmann har De derude. Hils ham venligt fra mig ! som unge Mennesker mødtes vi i Glæde og Forstaaen; i den senere Tid saae vi hinanden sjældnere og ere blevne halv fremmede for hinanden. Jeg begyndte igaar et Eventyr »Tante Tandpinen siden forandrede jeg Overskriften til »Tante Mikkes Tænder«. Det druer sig om Tandpine og falske Tænder, jeg maa jo see at faae Noget ud af de Plager der paalægges mig. Imidlertid mærkede jeg, under Skriv­ningen, at det ikke var saa let at behandle den Historie vilde jeg blive inden for Grændsen af det Skjønne. Jeg har ogsaa begyndt paa »Lykke Peer«, men med ham er der heller ikke Lykke. Det synes som Basnæs Luft og Jord­bund, der ellers var saa god for Eventyr, ikke har samme Egenskab i dette Foraar. Paa Holsteinborg vil det neppe blive bedre, der er i alle de Aarin­ger jeg kom der, kun skrevet: »Klokkedybet«, »Gjemt er ikke glemt« og Venø og Glenø, den sidste sprang frem ved en Skaaltale jeg holdt ved Middagsbordet, da der vare komne Folk som skulde inddige Strømningerne. Paa Holsteinborg faaer jeg neppe nogen ny Digtning, men jeg faaer Brev fra Fru Collin, det er saa vist som om jeg allerede havde det. Hils Deres Husbond, jeg haaber han finder en smuk Indskrift at sætte over Døren paa at Huus, hils Frøken Louise at jeg altid sørger over at jeg ikke kan læse ånde ellers høist vurderede Haandskrift, hils Jonas at jeg med min daar­lige Huukommelse begynder at glemme hvorledes hans Haandskrift seer ud, mon ikke Erindringen kunde opfriskes? Hils min Ven Theodor, jeg haaber at Vappe har det godt ! Siig mig dog om Hr og Fru Lund ere reiste ! Fra Scavenius sender mange venlige Hilsener til Fru Collin og ønsker at bekjendtskabet maa fornyes.–Frøken Brandes er indtruffet til Basnæs, hun er en prægtig ældre Pige. De ynder ikke hendes Bog; hun betog Dem ikke med »Triumph«, maaskee hun skriver en ny Bog der tager Dem med »en Trumph !«–dette er altid et Ordspil. Om hun imidlertid skriver veed jeg ikke, men eet veed jeg, jeg har skrevet paa Viften og da jeg nu om otte Dage er, vil Gud, i Byen, tager jeg den selv med og lægger for Deres Fødder, vil De saa lægge den i Hænderne paa Eierinden. Nu er De vel726 træt af dette Skriveri, tilgiv! jeg bliver ikke træt af at blive

Deres hengivne, taknemlige

H. C. Andersens

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost