Basnæs i Juni 1870.
Kjære Ven!
"Til Roeskilde har de Kong Frederik bragt!" sang Digteren Heiberg. Jeg synger:
"Til Roeskilde har Dig Din Kone bragt!
Hvor boe I? Død er Fru Madsen!" Ja, hvor boe I?
Det bliver nok bedst, at jeg lader Brevet først gjøre en Kjøbenhavnstour og søge Dig i det gamle "Zinns Palais" i Qvæsthuusgaden. Fjorten Dage har jeg nu været paa Basnæs, men ikke fornummet Noget til Foraaret uden den vanlige kolde Blæst og den velsignede Regn, "der er saa god for Landmanden." Idag endeligt er der Sommer i Luften, Myg i Luften, Træthed i Lemmerne og Længsel i Tankerne efter at flyve hen over den udstrakte Sø for at naae fremmede Lande og der længes efter igjen at komme tilbage. Jeg er bestemt født under et Himmeltegn, som kan kaldes Perpendikelen: jeg maa altid være igang, frem og tilbage: "tik! tak!", til Uhret staaer, og jeg ligger der. Forresten, strax da jeg kom herud og hørte Kukkeren, spurgte jeg denne: "Hvor mange Aar skal jeg leve?", og den kukkede kun to Gange. Jeg fandt, at det var en altfor kort Levetid og bad den om at kukke om igjen, og den kukkede da tolv Gange; det var der Mening i! Jeg skal altsaa blive 77 Aar; det er syv Gange ti, som er Støvets Aar, og syv til! Skade, at jeg ogsaa kjender den gamle Folketro, at Alt, hvad syv gaaer op i, er der Løgn i. Man kan ikke stole paa Noget i denne Verden! I disse Dage læser jeg anden Deel af "Breve til og fra Hans Christian Ørsted", som interesserer mig; Du og Din Kone læse den vel ogsaa og have læst den første Deel. Jeg finder i anden Deel et Brev fra mig skrevet 1833, 
altsaa for syv og tredive Aar siden; det er underligt at see tilbage i sig selv saaledes. Dog, i Drømme har jeg endnu tidt et ligesaa levende Indblik tilbage. Det er forunderligt, hvor ofte, lige op til iforgaars Nat, jeg i Drømme kan leve tilbage i den Tid, jeg var i Meislings Huus; Trykket maa have været meget haardt og min Afhængighed af Omverdenen, efter mine nuværende Begreber, usigeligt bitter. Jeg drømte saaledes iforgaars, at jeg blev aandeligt mishandlet af Meisling, men at jeg ikke længer vilde taale det og løb bort; jeg stod da med Et nede i "Rosenvænget" og fortalte til Viggo Drewsen, hvad der var skeet. Han rystede betænkeligt med Hovedet: "Hvad vil Bedstefader sige, og har De talt med Onkel Edvard derom?" Er det ikke forunderligt, at jeg som 66-aarig Mand kan endnu have og føle disse Ungdoms-Qvaler, leve ind i alle de trykkende Afhængighedsbaand, jeg har skudt mig frem fra! I Drømmene sidder jeg endnu paa Skolebænken, og Meisling er grov, men i det sidste Aar kalder ham mig altid Hr. Etatsraad. Saaledes blande Drømme Fortid og Nutid! Mon jeg nu faaer Brev fra Dig, efterat Du har modtaget denne Skrivelse? Hvad siger Fru Hartmann? Du skrev, da jeg var i Nizza, at om Du ikke besvarede mine Breve, skulde Du derimod lægge Musik under de syngende Digte, jeg sendte Dig; idag har jeg intet! - Dog, jo! Jeg skrev for to Aar siden en Sang, der ikke endnu findes mellem de samlede Digte. Jeg sender Dig den; giv den Musik! Toner ere en Medicin, der kan holde Ungen ilive, ja maaskee gjøre den udødelig! Her er den!
Alt farer hen som Vinden,
Her er ei blivende Sted.
Snart svinder Rosen paa Kinden,
Smilet og Taarerne med.
Hvorfor være bedrøvet?
Hen farer Sorg og Fortræd;
Alt farer hen som Løvet,
Tiden og Mennesket med!
Alt er Forsvinden -
Forsvinden, Ungdom, dit Haab og din Ven.
Alt farer hen som Vinden og kommer aldrig igjen!
Og nu lev vel! Hils Din Frue og Børnene fra
Din ungdomsdrømmende, gamle Ven H.C. A n d e r s e n
