The Hans Christian Andersen Center

Dato: Juni 1870
Fra: H.C. Andersen   Til: I. P. E. Hartmann
Sprog: dansk.

Basns i Juni 1870.

Kjre Ven!

"Til Roeskilde har de Kong Frederik bragt!" sang Digteren Heiberg. Jeg synger:

"Til Roeskilde har Dig Din Kone bragt!

Hvor boe I? Dd er Fru Madsen!" Ja, hvor boe I?

Det bliver nok bedst, at jeg lader Brevet frst gjre en Kjbenhavnstour og sge Dig i det gamle "Zinns Palais" i Qvsthuusgaden. Fjorten Dage har jeg nu vret paa Basns, men ikke fornummet Noget til Foraaret uden den vanlige kolde Blst og den velsignede Regn, "der er saa god for Landmanden." Idag endeligt er der Sommer i Luften, Myg i Luften, Trthed i Lemmerne og Lngsel i Tankerne efter at flyve hen over den udstrakte S for at naae fremmede Lande og der lnges efter igjen at komme tilbage. Jeg er bestemt fdt under et Himmeltegn, som kan kaldes Perpendikelen: jeg maa altid vre igang, frem og tilbage: "tik! tak!", til Uhret staaer, og jeg ligger der. Forresten, strax da jeg kom herud og hrte Kukkeren, spurgte jeg denne: "Hvor mange Aar skal jeg leve?", og den kukkede kun to Gange. Jeg fandt, at det var en altfor kort Levetid og bad den om at kukke om igjen, og den kukkede da tolv Gange; det var der Mening i! Jeg skal altsaa blive 77 Aar; det er syv Gange ti, som er Stvets Aar, og syv til! Skade, at jeg ogsaa kjender den gamle Folketro, at Alt, hvad syv gaaer op i, er der Lgn i. Man kan ikke stole paa Noget i denne Verden! I disse Dage lser jeg anden Deel af "Breve til og fra Hans Christian rsted", som interesserer mig; Du og Din Kone lse den vel ogsaa og have lst den frste Deel. Jeg finder i anden Deel et Brev fra mig skrevet 1833, Brev altsaa for syv og tredive Aar siden; det er underligt at see tilbage i sig selv saaledes. Dog, i Drmme har jeg endnu tidt et ligesaa levende Indblik tilbage. Det er forunderligt, hvor ofte, lige op til iforgaars Nat, jeg i Drmme kan leve tilbage i den Tid, jeg var i Meislings Huus; Trykket maa have vret meget haardt og min Afhngighed af Omverdenen, efter mine nuvrende Begreber, usigeligt bitter. Jeg drmte saaledes iforgaars, at jeg blev aandeligt mishandlet af Meisling, men at jeg ikke lnger vilde taale det og lb bort; jeg stod da med Et nede i "Rosenvnget" og fortalte til Viggo Drewsen, hvad der var skeet. Han rystede betnkeligt med Hovedet: "Hvad vil Bedstefader sige, og har De talt med Onkel Edvard derom?" Er det ikke forunderligt, at jeg som 66-aarig Mand kan endnu have og fle disse Ungdoms-Qvaler, leve ind i alle de trykkende Afhngighedsbaand, jeg har skudt mig frem fra! I Drmmene sidder jeg endnu paa Skolebnken, og Meisling er grov, men i det sidste Aar kalder ham mig altid Hr. Etatsraad. Saaledes blande Drmme Fortid og Nutid! Mon jeg nu faaer Brev fra Dig, efterat Du har modtaget denne Skrivelse? Hvad siger Fru Hartmann? Du skrev, da jeg var i Nizza, at om Du ikke besvarede mine Breve, skulde Du derimod lgge Musik under de syngende Digte, jeg sendte Dig; idag har jeg intet! - Dog, jo! Jeg skrev for to Aar siden en Sang, der ikke endnu findes mellem de samlede Digte. Jeg sender Dig den; giv den Musik! Toner ere en Medicin, der kan holde Ungen ilive, ja maaskee gjre den uddelig! Her er den!

Alt farer hen som Vinden,

Her er ei blivende Sted.

Snart svinder Rosen paa Kinden,

Smilet og Taarerne med.

Hvorfor vre bedrvet?

Hen farer Sorg og Fortrd;

Alt farer hen som Lvet,

Tiden og Mennesket med!

Alt er Forsvinden -

Forsvinden, Ungdom, dit Haab og din Ven.

Alt farer hen som Vinden og kommer aldrig igjen!

Og nu lev vel! Hils Din Frue og Brnene fra

Din ungdomsdrmmende, gamle Ven H.C. A n d e r s e n

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter