The Hans Christian Andersen Center

Du har sgt p: kjrlighed

G til frste fund  Tilbage til sgeresultaterne

Dato: 9. oktober 1838
Fra: Bernhard Severin Ingemann   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Kjre Andersen!

Det lste Hfte af Deres nye Samling Eventyr for Brn med det lille medflgende Brev, afbrd ret venligt mit Ildebefindende i en Forkjlelse, som jeg endnu ikke har faaet Bugt med. Den simple hjertelige Tone, De i disse Eventyr ret har faaet Greb paa, er ogsaa i denne Fortsttelse smukt bevaret. Fortllingen hos M: Winther om de elleve Svaner har vundet meget i Deres Fremstilling, idet De har udeladt adskillige stygge eller forslidte Trk (som Dronningens Nedkomst med Hundehvalpe, og den onde Stifmoders Straf i Spigertnden) og tilfiet mange selvopfundne nydelige Trk. Gamle bekjendte Sagn og Eventyr kan saaledes unegtelig vinde endeel ved blot at omskrives med en poetisk Pen; men naar de ikke fremtrde som aldeles gjenfdte i en heel ny Form (f.E. som Romance eller dramatisk Eventyr) bliver Omdigtningen dog ligesom en ny forbedret Udgave af hvad enhver Fortller dog ogsaa i Et og Andet varierer og udsmykker - Ideen faaer en ny Kldning men ingen ny Skabning. Jeg foretrkker i denne Henseende de 2 frste Fortllinger, som heelt udsprungne af Deres egen Opfindelse. De livsglade Stemninger troer jeg imidlertid man helst maa vlge naar man componerer Eventyr for Brn. Kunde Livets tragiske Alvor blive levende for de Smaa ved at de saae Kjrlighedens og Poesiens Misforhold til den ideelse Endelighed i Blomstens og Sangfuglens Undergang, vilde det dog vist vre for tidligt at rre ved den Streng i Barnegemyttet. Det Hofmannsk ironiske Lune hvormed De har lagt Liv og standhaftig Kjrlighed i Tinsoldaten og piint ham til at ville skrige, eller grde Tin - hvis det passede sig, for tilsidst at smelte til en Klat (der dog lignede et lille Hjerte), som Bold for den Trold i Daasen, der aabenbarer sig i Drengeluner uden Grund - det Bittre i denne Spg er vel ogsaa mere for de Store, end for de Smaa. Dette siger jeg kun for de flgende Brne-Eventyrs Skyld, hvortil jeg vilde nske De vilde vlge de mildeste menneskekjrligste og meest livsglade Stemninger og Phantasier, der maatte blive Dem tildeel. Kirkegaards Recension har sagtens forstemt Dem. Bitterhed og Lyst til at krnke finder jeg dog ikke deri. Han mener Dem det formodentlig meget bedre, end han har tilkjendegivet. Slutningen antyder en saadan vistnok besynderlig tilbagetrngt venlig Stemning; men det er eensidigt og ubilligt kun at udtale sin Dadel hit men hviske Rosen og Erkjendelsen i ret, at udtrykke sin Misbilligelse med Bogtrykkersvrte og skrive sin Tak og Billigelse med sympathetisk Blk. Det vilde jeg nske han vilde erkjende og gjre den Feil god igjen ved ligesaa udfrlig en Udvikling af hvad han dennegang kun vilde hvisket Dem i ret og ved selv at holde det rette Lys for hiin sympathetiske Blkskrift. Det skylder han saavel Deres og hans egne Lsere som Dem og sig selv. At han har Retsindighed dertil troer jeg, skjndt jeg kun kjender ham af dette Skrift, og kunde han gjre det i en klarere Fremstilling, end den han har i Recensionen, vilde denne manglende Halvside af hans Beskuelse blive lst af mange Flere og formodenlig bevise, at han uden Selvmodsigelse kunde see Dem og Deres Virksomhed i et ganske andet Lys.

Lad Dem endelig ikke deprimere af denne Opposition. Enhver aandelig Modstand skulde som interimistisk Dmning kun give Livsstrmmen mere Kraft. Og nu Lev vel! Lad det ikke vare alt for lnge inden jeg hrer De er i fuld Kraft og lever in floribus i et nyt Arbeide. Venligst Hilsen fra min Kone og

Deres hengivne Ingemann

Sore d. 9de Ocbr 1838.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost