Dato: 30. december 1869
Fra: H.C. Andersen   Til: Marie Henriques
Sprog: dansk.

Nizza 30 December 1869

Søde lille Marie!

Du havde da et deiligt Juletræ Juleaften, et Træ med Lys og Stads og mange "Godtgodter"; jeg kan tænke mig det og seer Dig med struttende Kjole og stor Sløife! jeg havde ogsaa et Juletræ med Lys og Stads og der var saa mange Mennesker fra fremmede Lande; der var ogsaa en lille Pige, to Aar ældre end Du og hun hedder ogsaa Marie, ligesom Du, hun kom med en stor Krands og der var lange røde og hvide Baand, og det ere de Couleurer som vi, Danske holde saa meget af, hun gav mig Krandsen og sagde at hun skulde hilse fra alle de smaa Piger ogsaa fra Drengene, i hele den vide Verden og sige Tak for de Historier jeg fortalte og det var yndigt af hende! Jeg fik paa Juletræet mange "Godtgodter", de laae i en nydelig lille Kurv og den og alt det Søde deri bringer jeg hjem til Dig. Jeg veed at Høedt nok vil være Din Kjæreste, ja ogsaa Magnus, men at Du har sagt "Anders er min Kjæreste!" det finder jeg saa yndigt! - Den lille Marie som gav mig Krandsen herude i de fremmede Lande kyssede jeg, men paa Panden, det er saa høfligt, Dig kysser jeg paa Munden, ligesom Fader og Moder kysse Dig. Naar nu Fader eller Moder skriver til mig, skal Du holde paa Pennen og saa skriver den: "et Kys fra lille Marie 1" Det er deiligt at kunne skrive, det maa Du skynde Dig med at lære. Nu læser Moder for Dig hvad jeg har skrevet, og saa er det jo som om jeg talte med Dig, søde lille Marie.

Din Anders.

Tekst fra: H. C. Andersens Breve til Therese og Martin R. Henriques 1860-75. (microfilmscan 91, 418-19)