The Hans Christian Andersen Center

Dato: 15. oktober 1869
Fra: H.C. Andersen   Til: Dorothea Melchior
Sprog: dansk.

Partubitz i Bhmen den 15 Oct 1869

Kjre Fru Melchior!

I Bhmen, paa en lille Bane-Station Partubitz hvor jeg overnatter for med Morgentoget at gaae til Brnn og en Dag senere til Wien, begynder jeg dette lille Brev, der naaer Dem ja, Gud veed hvor. Allerede for flere Dage siden havde jeg skrevet Dem til, havde jeg vidst Deres Adresse, thi De er nppe lngere i Vevay, jeg maa imidlertid vente med at sende min Skrivelse afsted til jeg ved min Ankomst i Wien, som jeg haaber, finder Brev fra Dem og hrer hvorhen Brevene nu maa gaae. Jeg naaer ikke Wien saa tidligt, som jeg havde tnkt, og det som i den Anledning har trykket mit Sind er at vor Brevvexling derved er draget ud. Jeg lnges saa meget efter at hre fra Dem, lnges efter at hre om den kjre Anna og om det virkeligt bliver ndvendigt at drage sydligere end til Mentone. Spanien er dog for jeblikket et hist uhyggeligt, uroligt Land, isr da De ere ene Damer. Gid at jeg maatte hre at det var bedre med Anna, og at vi kunde mdes, det skeer kun i Syd-Frankerige.

Fra Leipzig skrev jeg, De har vel modtaget mit Brev. Jeg blev der et Par Dage, saae det nye Theater og fik Begreb om "Leipziger Messe"; over Dresden, hvor en Vogn fra Fru Serre afhentede mig til Maxen, blev jeg i en heel Uge. Jeg fandt den kjre trofaste gamle Veninde, meget ldet og biet; hun faldt mig om Halsen ved Ankomsten, brast i Graad og var nr faldet om i den strke Bevgelse. Frken Heinke var der med sin musikalske Sster. Veiret var ret godt men dog koldt; efter otte Dage tog jeg til Dresden hvor jeg kun besgte min gamle Ven Beaulieu fra Weimar, hos hvem jeg for mange Aar siden boede, da han der var Hofmarskal, nu er han paa Pension, anden Gang gift, jeg saae de to, kjendte Brn fra frste gteskab, nu i det andet kom hele 5 smaae Cavalerer og rakte mig Haanden; Beaulieu er blevet Excellense, Geheimeraad, hit tittuleret, men var ganske den samme glade jvne, kjre Ven; i 12 Aar have vi ikke seet hinanden, ikke skrevet hinanden til. Fra Dresden tog jeg til Prag, paa Vejen her til traf jeg en tydsk Familie, der havde reist meget, ogsaa vret i Danmark; vi kom til at tale om rsted, jeg sagde at nu fik vi snart et Monument reist for ham. "De skal vel ogsaa have eet for Andersen?" sagde Manden, jeg svarede: "Andersen er ikke dd, og han faaer intet!" "Jeg veed nok, han lever", sagde Manden, "jeg har jo i disse Dage lst om den store, smukke Fest der var for ham; han er meget elsket!". Jeg blev flau ved den Tale og havde ikke Mod til at sige at jeg var Andersen. Saa skildtes vi. I Middags reiste jeg fra Prag og sidder nu paa Stationen i Partubitz og skriver dette. Min Tanke, mit hele Hjerte er hos Dem og Deres. -

Wien den 18 October 1869.

Iaftes kom jeg her til Wien, kjrte fra Hotel til Hotel, overalt var optaget, endelig, her "am Graben" hos Mller, ogsaa eet af de frste Hoteller fik jeg Plads, men ud til Gaarden og da det i Dag har vret graat, havde jeg et saa stadigt Tusmrke at jeg hverken kunde lse eller skrive, frst nu ved Lys, seent paa Aftenen sidder jeg som Skrivende, med alle Tanker hos Dem og Deres! Tidlig imorges lb jeg paa Posten, der er langt ude i en anden Kant af Byen men jeg blev deiligt belnnet, der laae Brev fra Dem , fra Deres Broder, fra Fru Johanne Melchior, fra Collins, fra Scharf og Eckardt, ja fra Amerika. Med den kjre Anna, er det altsaa en Deel bedre, og De flyver jo meer og meer ind i de varme Solstraaler. Jeg har endnu et stille Haab at vi mdes, at De prver Luften i Mentone, at Urolighederne i Spanien holder Dem der og hvad der er Hovedsagen, Anna bliver blomstrende med de frste Violer. Jeg fler ret hvor mit Hjerte hnger ved Dem Alle og hvor fast det er voxet til Familien Melchior.

Bille, hrer jeg, har vret lidende, men er nu bedre. Han ligger nok i Klampenborg og der bliver altsaa ikke af nogen Reise i aar, intet Besg i Wien, hvor vi, efter Aftale skulde mdes; igjen en Skuffelse. Meer og meer lsne sig for mig Baandene til Udlandet, Hjemlivets Baand og min sjette Septemberfest, har dertil lyst ind i mig hvor jeg er groet fast. Reisen iaar har det Udbytte: "Jeg troer der er skjnnest i Danmark!" - Hvor mon dette Brev finder Dem? Nppe i Marseille. Det gldede mig at hre, De var truffet sammen med Carlos O'Neill fra Setubal. Det er hist elskvrdige Mennesker, og det er saa fornieligt at O'Neils har truffet Danske, som Familien Melchior. Nsten kunde jeg nske at det laae for Annas Sundhed at De kom til Setubal og ikke til Barcelona. Jeg troer tilvisse at Climatet der er bedre, sprg dog

[dog] en erfaren Lge; og i Setubal har De elskvrdige, opmrksomme Dansksindede i Familien Carlos O'Neil. - Meget lnges jeg efter det nste Brev, det vil omtrentligt sige mig hvor De vil overvintre; underret mig da ogsaa om hvorlnge Deres Mand bliver hos Dem; hils ham saa hjerteligt, saa kjrligt! skriv mig til snarest, her til Wien poste restante; endnu veed jeg ikke hvorlnge jeg bliver her; jeg havde tnkt en Maaned, men Stemningen er ieblikkelig ikke derfor. Fra Kjbenhavn hrer jeg, at Heizes Musik gjr Lykke, at Sporvognene stadigt kjrer Folk over, at Liden Kirsten giver fuldt Huus og at Festen for de slesvigske Damer som bragte vor Kronprindsesse Brudegave, har i Vincents Lokale vret heldig og smuk, som Festen man forundte mig. Lev nu hjertelig vel! Hils Deres Mand, ligesom Louise, Harriet og Anna .

Deres taknemlige

H. C. Andersen [venstre margin, side 6:] Mit nste Brev bliver til Louise, som Tak for hendes Brev.

Tekst fra: Niels Oxenvad