The Hans Christian Andersen Center

Dato: 19. juli 1869
Fra: Georg Brandes   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

19 Juli 69

Kjre Hr. Etatsraad!

Tak for Deres venlige Brev. Det har vret mig en sand Glde at see, at De har taget min lille Afhandling in bonam partem. Den er skrevet i en god Mening, men jeg er saa vant til at lnnes med alt Andet end Tak for hvad jeg skriver, at jeg heller ikke var sikker paa, hvorledes dette vilde blive optaget. Min sidste Artikel kommer paa Sndag. Den er af samme Strrelse som den forrige. Den strber at stille Deres Begavelses Fortrin i et klart Lys. Hvad jeg skrev om Deres Forhold til Kritiken, var vistnok Alvor; men jeg holder ikke mindre af Dem derfor. De har skadet en Kritikers - allerede iforveien noksom vanskelige - Stilling her i dette lidet udviklede Land overordentligt; De har bidraget Deres til at udbrede den Mening, at Avind er hans Inspiration og at han gaaer med et Maveblte af Slanger. Jeg indrmmer ikke at De i Deres Eventyr har gjort nogen Forskjel paa slet og god Kritik. Kritikeren er for Dem "Raisoneuren", den ufrugtbare og unyttige Kritikakler. Der gives jo dog imidlertid baade en historisk og en philosophisk sthetisk Videnskab, som ikke kan gjre for, at saamangen Smrer og Pralhans roser sig af dens Muses Gunst, skjnt han aldrig har lst hendes Belte. Den stethiske Kritikers sande Inspiration er den bielige Sympathi, hvormed han vexelvis identificerer sig med de forskjelligste Aander og de forskjelligste Landes Aand. I Kraft af denne Sympathie forsger han at gjenfle alle de Flelser, der har ligget til Grund for Litteraturens Vrker. En Kritiker er et Menneske, der forstaaer at lse, og han lrer de Andre at lse - det er en Fremhvelse heraf, jeg savner i Deres af mig saa hitskattede Vrker. De staaer paa en Plads i Litteraturen, fra hvilken hvert Ord vkker tusindfold Echo. At De selv har lidt under en flau og uretfrdig, tidt lmmelagtig Kritik, veed jeg vel; jeg selv, som - det veed Himlen - i ingen anden Henseende sammenligner mig med Dem, har lidt under en Lignende, og jeg vil ved min udprgede Retning som Fritnker fremdeles komme til at vkke mere Modstand, end De nogensinde har mdt eller kunnet mde. Men det forekommer mig, at De i Bitterheden over hvad der er vederfaret Dem personlig, har gjort en hel Videnskabs Dyrkere Uret. Derfor skrev jeg, som jeg skrev. Jeg indrmmer vel, at De har gjort en Forskjel mellem nedsttende og milde Domme, men det synes mig ei, De har draget Linien rigtig. Der er kun een Linie: den mellem sande og falske, alvorlige og ondskabsfulde Domme, og den sidste Sondring forvexler Publicum - isr stttet af en stor Autoritet - kun altfor let og altfor hyppigt med den frste. Dog her er min Haand; Intet er jeg lngere fra end at bre Nag til Dem, hvem jeg skylder en sand aandelig Berigelse. Jeg har villet bidrage min lille Skrv til at Folk kunne faae inene op for hvad Danmark har i Dem. Lykkes det mig, er jeg vel forniet. Endnu engang Tak; Tak isr, fordi De nsker mig en Fremtid. Jeg som kjender mine Evner, veed, at den hverken bliver stor eller glimrende; men jeg vilde gjerne at den skulde blive til nogen Nytte for vor Litteratur, saa jeg ikke rent forsvandt uden at stte mig et Spor.

Deres hengivne Georg Brandes

Tekst fra: Det Kongelige Biblioteks Brevbiografi ved Kirsten Dreyer (426)