The Hans Christian Andersen Center

Dato: 3. juni 1869
Fra: H.C. Andersen   Til: Dorothea Melchior
Sprog: dansk.

Kjbenhavn Torsdag

den 3 Juni 1869

Kjre Fru Melchior! Det er tilvisse en Svaghed, men jeg maa bekjende den, jeg har Frygt for at faae Skarlagens Feber. Indtil i Dag har jeg kjmpet mod denne ngstelighed, men jeg overvinder den ikke uagtet jeg er i meget daarligt Humeur ved at tnke paa, ikke at skulle samles med Dem og Deres paa det hjemlige, kjre "Rolighed". Hvad srligt bestemmer mig til ikke at komme ud i Dag er at der er blevet sagt mig, at faaer man Smitte, da viser denne sig frst omtrent 14 Dage efter og fr den Tid vilde jeg nu vre ude paa Basns, og da gaae i Angst for at den der i de frste Dage af mit Ophold brd ud, og det var det Vrste der kunde skee, at jeg bragte den. Det er vistnok kun en Idee det Hele, men da den begynder at blive fix vil jeg flge Deres eget venlige Raad: at blive borte. Jeg er uendelig kjed derover; fler mig ganske lidende. Alle Venner ere fra Byen. Deres Broder har vret saa venlig at foreslaae mig at komme et Par Dage ud til ham paa "Peters Hi", jeg spiser der paa Sndag, men er det ikke koldt, som endnu i Dag, da bliver jeg der et Par Dage i Ugen, nemlig til Torsdag-Aften, da vil jeg vre i Byen for at begynde med Indpakningen og venter da, dersom Fru Scavenius skriver at jeg er velkommen paa den Tid, at reise frst i Ugen til Basns. Nu maa De imidlertid tillade mig at aflgge hyppigt Brev-Besg; dette i Dag koster det mig en heel Kamp at afgive. Det er blevet mig en Trang, en Deel der hrte til min daglige Velvren, saa jvnligt at samles med Dem og alle Deres i det velsignede Hjem, hvor jeg er blevet optaget med saa meget Hjertelag; ja De og Deres Mand ville tilgive at jeg udtaler det: jeg synes at hre til Kredsen. Hils den kjre lille Ven, der er uskyldig Aarsag i hele Begivenheden, gid jeg snart hre at han nrmer sig Dagen til det frste varme Bad. Hils hele Brnekredsen og smiil kun af min Frygtsomhed men bevar uforandret, og det Alle[sam]men, Deres velsignede Sindelag for Deres taknemlig hengivne

H. C. Andersen.

Tekst fra: Niels Oxenvad