The Hans Christian Andersen Center

Du har sgt p: +Andersens +Hus

G til frste fund  Tilbage til sgeresultaterne

Dato: 6. september 1838
Fra: H.C. Andersen   Til: Christian Wulff
Sprog: dansk.

Kjre Ven!

Din Fader har aldrig ret vret mig god; det er Dig og Jette, som have holdt mig til Eders Hjem, det er Eder, jeg har flt Lngsel efter, Eder, ved hvem jeg har glemt mange saarende Bitterheder. Efter et Brev jeg imorges har faaet fra din Fader, kan jeg aldrig mere komme i et Huus hvor jeg nu i atten Aar flte mig, som hjemme. Du maa troe din Fader mere end mig, Du maa flge hans Anskuelser, vi faae hinanden altsaa mindre at see og hvorlet slukkes da ikke Venskabet; i dette ieblik fler jeg Tabet i hele sin Bitterhed, jeg har Feber i mit Blod! det er som begravede jeg mine kjreste Venner. Historien er ordret denne: jeg kom iaftes i Theatret, og spurgte der din Fader om han havde hrt noget til Eder: ja, sagde han, noget meget slemt! jeg blev forskrkket, da jeg tnkte mig en Ulykke paa Sen. Nei, det er vrre! svarede han, man har talt ondt i Byen om de stakkels Brn og det er Folk, som man ventede vare Eens Venner! Derpaa vendte han mig Ryggen; at disse Ord gjalt mig, maatte jeg jo strax forstaae; jeg passede paa da han i Mellemacten gik ud og fulgte efter, men i det han kom i Dren, vendte h[an] om, saa jeg ikke kunde faae talt med ham og hre en Forklaring. Jeg gik da hjem[,] skrev et Brev hvori jeg bad din Fader sige mig hvad han havde hrt for at jeg kunde forsvare mig; da jeg ikke havde Tanke om at jeg kunde bagtale Dig og Jette, maatte jeg jo vide, hvad det var. Imorges fik jeg et Brev, hvori siges mig af Faderen at jeg har fortalt en latterliggjrende Anecdotte om Jette, Dig har der Intet vret om; hvor og hvorledes Anecdoten er, faaer jeg ikke at vide og det er mig utnkeligt at jeg kan have sagt noget der kan have krnket hende, eller maa gjre det. Fra Nys maa Historien stamme, det maa vre om at hun vilde kjre og jeg var bange for at vlte, som jeg maaskee, jeg veed det ikke, i Spg kan have sagt til een af mine Nrmeste. At jeg nvner Nys ligger i hvad der mere staaer i Brevet, og som jeg vil anfre ordret for at Du kan see hvorledes dette er affattet. - De har offentlig sgt at hdre Hauch, ved at dedicere ham en Bog det Skjendselsminde, som er opreist for hans Kone maa den som satte det staae Gud og ham til Regnskab for! - Her kan kun et eneste Tilflde vre tnkelig. Du veed, eller din Sster veed det, hvorle[de]s Fru Stampe udmalede Historien om Reisen til Men; hun fik mig da til, da vi var i vor sdvanlige Kreds til at improvisere og jeg sagde i Vers hvad hun sagde alle Mennesker i Prosa. Det var i det hieste ubetnksomt, dette maa det vre, som Deres Fader kalder et Skjendsels Minde; hvorvidt det siden fortrd mig viser, at jeg da Selskabet var strre og Fru Stampe bad mig om samme Themas Behandling paa det bestemteste ngtede det. Overvei nu Du det Hele og husk at din Fader slutter sit Brev med: ivrigt beder jeg Dem fritage mig for videre mundtlig eller skriftlig Erklring. Det vil sige, jeg nsker Dem ikke indenfor min Dr.

Hvad jeg i dette ieblik lider, nsker jeg ikke han eller nogen maa prve! Tak for dit Venskab min broderlige Ven, Tak din kjre Sster! i en anden Verden, ville Menneskene ikke gjre hinanden Livet pinefuldt og tungt. Skriver Du mig til vil det overraske og glde mig; men jeg venter intet Brev, jeg venter slet intet af Venner. Lad din Sster vide hvad her staaer. Hils Koks.

Din altid hengivne H. C. Andersen.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus