The Hans Christian Andersen Center

Dato: 24. september 1868
Fra: Martin Henriques   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Interlaken d 24 Septb 1868

Hotel Jungfrau Kl 7 Aften

Kjre Ven!

Speciel Hilsen til Fru Melchior og Brnene med Tak for hendes Linier

Frst og fremmest hjertelig Tak for Deres venlige Brev, som vi modtog i dag som interesserede os uendelig meget. Jeg vil nu begynde med Enden, da jeg nok holder af at vre lidt aparte. Jeg vil da oprigtig tilstaae, at jeg maa dele den Henrykkelse, som alle Reisende heri dette herlige Land paa en mere eller mindre poetisk Maade ere opfyldte af og udtrykke i de Breve, de afsende til Hjemmet. Glandspunktet i vor Reise indtil nu, og jeg er sikker paa indtil vor Hjemkomst er og bliver Opholdet i Giesbach fra igaar Eftermiddags til idag Kl 2. Frend jeg gaaer videre i dette Thema, vil jeg aflgge min hjerteligste Tak for den opgivne Reiseroute, som vi have fulgt til Punkt og Prikke baade hvad Routen og Hotellerne / angaae og hvorved vi have staaet os fortrffeligt. Dernst vil jeg sige Dem, at jeg har vret interessant baade paa Tysk, Engelsk og Fransk, og hvad der har gjort min Conversation med de mange fyrstelige Mennesker fuld af Interesse er der Dichter, le pote, the poet Hans Christian Andersen, som Alle kjende, som Alle holde af, som Alle svrme for. Det er Facta, jeg refererer, ikke tom Smiger og maa man fle sig stolt over at vre Landsmand, til en Mand der er saa almindelig lst, anerkjendt og agtet som De er det hvorhen man saa end kommer. Tnk Dem endvidere vort Held ved at flge Deres Route. Vi besteg Righi i skjnt Veir med deilig Solnedgang, kom ned til Luzern i godt Veir, fik paa Hviledagen i Luzern Regnveir til den nste Dag, vi skulde over Brnig, reiste fra Luzern i Regnveir men efter et Par / Timers Kjrsel klarede det op, og vi gjorde den deilige Tour til Brnig i herligt Veir. Fra Vognen gik vi i en Baad over til Giesbach og fra det ieblik begyndte en Idyl, som endnu forekommer os Alle som en Drm. Tnk Dem mig, min Kone og Anna nsten grdende, eller rettere sagt hulkende over at forlade de herligt Folk, som have Hotellet, over at forlade et Sted, hvor der maa vre herligt at dvle i lngere Tid.

Vi boede ved Faldet og begyndte at stige op, det var anstrengende og lod til ingen Ende at tage, men endelig naaede vi op. Hr nu hvor heldig. Paa Grund af Regnen var Faldet saa stort, at det havde lokket Mange hertil, som i Sommer nsten intet Vand havde truffet. Det brusede og susede, dette, de herlige Omgivelser, den venlige Modtagelse af den trivelige Vrtinde, de nette Opvartningspiger, hyggelige Vrelser, / Alt dette gjorde, at vi flte os hjemme. Jeg spiste ved table dhote og saae der den henrivende Skikkelse af Datteren kun 20 Aar gammel og allerede Enke i 3 Aar. En Anstand som en Dronning indtagende Trk, decideret Sprogtalent syngende fortrffeligt, opvartende ved table dhote, hvorved hun frte os Alle. Jeg tr nok sige, at vi aldrig have vret saa hurtig og saa decideret indtagen i nogen Dame, som saa kort har kjendt os, men jo lngere vi saae og talte med hende des mere tiltrak hun os. Jeg matte love Moderen og Datteren hver et Portrait af Dem med Deres Navn, da De blev lst af de Voxne og Brnene i Familien og Alle svrmede for Dem. Jeg har kun givet Dem et svagt Billed af denne henrivende Familie som min Kone med Taarer i inene Omfavnede til Afsked og som vi lnge, lnge ville erindre. / Vi tilbragte Dagene med at spadsere op og ned af de henrivende Anlg med Udsigt over Brienzer Sen og med Accompagnement af det brusende Fald. Om Morgenen kravlede jeg halvt op til det verste Fald og vendte hjem med glubende Appetit; Noget, der forresten her i Schweitz passerer mig ofte og som gaaer ud over Vrtens table dhote. Vrten her i Hotellet bad mig hilse Dem mange Gange, han haabede snart at see Dem her. Paa Interlaken er sknt, dog savner jeg Sen. Vi boe paa 1ste Sal, med Altan ud til Jungfrau, dog seer denne Dame ikke saa drabelig ud, som jeg havde ventet, isr da der i de sidste Dage er faldet megen Snee paa de hie Bjerge, som paa Toppen have vret ganske hvide. Min Hustru har befundet sig fortrffeligt, dog har hun af og til enkelte Mindelser om sin Sygdom / som jeg haaber nok ville forsvinde. Hun sender Dem 1000 Hilsener og Taksigelser og beder Dem undskylde, at hun ikke skriver selv. Deres Beretninger fra Kjbhn. interesserede mig meget, da det er umuligt at faae fat i danske Blade her og min Broder kun skriver om hvorledes det gaaer i Forretningen og Familien. Vi glde os til at gjensee vore Brn, vore Venner og vor Familie og er dette ikke det mindst Behagelige ved en Reise. Jeg vil ende som jeg begyndte, vi ere henrykte over Schweitz og er det isr den herlige Bjergluft, der gjr en saa fortr;ffelig virkning. Lev nu vel, vore Breve bedes adresseret til Genf poste restante, hvorfra jeg skal give Ordre til at sende dem videre. Undskyld den slette Skrift Anna hilser mange Gange

Deres hengivne Ven

Martin R. Henriques

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilm 91, 479-84)