Dato: 9. februar 1868
Fra: H.C. Andersen   Til: Lorenz Frölich
Sprog: dansk.

Kjøbenhavn den 9. Februar 1868.

Allerede forlænge siden burde De have modtaget Brev fra mig, med Tak for det gamle Aar og Hilsen ind i det nye, men min Tid har saa overvældende været optaget og De ikke hørt framig og ikke faaet Sort paa Hivdt for hvor varmt og levende De som Kunstner og Ven er i min Tanke. Det var, som De indser, en Skuffelse for mig at der ingen fransk Udgave af Eventyrene med Illustrationer af Dem, udkom til Juul og hvad De anførte om Boghandlerens (Hetzels) Udtalelser om "Det er ganske vist", er mig og Enhver aldeles uforstaaelig. Det maa jo være en heel Feiltagelse eller at han ikke kjender Eventyret, men nok derom. - Det er ogsa ret beklageligt at vi her i Kjøbenhavn fra Dem kun fik Billeder til femten Eventyr og Histotier og disse vistnok ikke fuldstændigt, som De nok havde tænkt; der var vel endnu eet til "Det ggamle Egetræs Drøm", et Eventyr der frembyder flere maleriske Billeder, men De havde kun sendt eet, der rene og alene fremstillede et smukt Egetræ; jeg raadede derfor Reitzel fra at Eventyret kom med dette ene og mente at De veist senere gav flere, dagdet Givne kunde, tænkte jeg, give Anledning til en og anden Anmelder udtalte at her ikke var givet hvad Frølich formaaar at give. Kritikken i alle de betydeligste Blade maa jeg sige Dem, hvis De ikke allerede veed det, omtaler Deres Arbeide med fuld Anerkjendelse og De hører til de lykkelige Landsmænd, man tilfulde vurderer og udtaler sig varmt om. - Fra Deres tidligste Tid, da De tegnede de smaa yndige Billeder til "den lille Havfrue", Billeder som aldrig kom ud til Publicum, var det mit inderligste Ønske, at De, just De, vilde faae Lyst til at illustrere Eventyrene, det er nu skeet, men først i de sidste Dage. Flere forsøgte det forud men ikke med det afgjorte Held som Leutenant Pedersen. Hans Illustrationer er tilfulde trængt ind i det danske Pnblicum, de ere givne med Lune og med inderlig Kjærlighed til den lille Digtning selv, det er altsaa blevet en mindre let Opgave for Dem som kommer efter ham at hævde samme Plads, end sige skaffe sig een endnu høiere, jeg henvendte derfor Reitzel paa den Eeneste jeg saae kunde gjøre det: Lorenz Frøhlich. Jeg takkef Dem hjerteligt fordi De har paataget Dem dette Arbeide, og vilde have været end mere glad der ved om De havde været i Stemning og faaet Tid til at udføre Hefte for Hefte, som disse fulgte og ikke sprunget, som Tilfældet er blevet, dog det er mindre væsentligt! De vil, som sagt, af alle ret betydende Blade kun læse Ros og Beundring, det vi ellers ikke er saa ubetinget riig paa, men foruden Redacteurernes Dom er der ofte en anden, den i Publicum selv, denne smælter her i det væsentlige sammen med al den Erkjendelse De erholder for De smukke Billeder, til de femten Billeder, men De sammenstilles, som man maatte vente, altid med Petersen og medens De hos Kunstnere f. Ex, Bloch og Andre særdeles roses for at have givet det meest kunstneriske, fremhæve Lægfolk at der er noget Fremmet, noget ikke Dansk, i flere af Billederne, og dersom De, ved at blive gjort opmærksom her paa, giver disse Ret, da vil jeg ikke fortryde at jeg har taget Mod til mig for at sige det til Dem, der saa let kan rette Sligt. Den eneste Anmældelse jeg har truffet paa som nærmer sig den stille Folke-Udtalelse, har jeg klippet ud og lagt heri Brevet, idet jeg veed, at en Kunstner af den Betydning som Deres, kan man aabent tale med om hans Værk og han selv bedst afgiør om Dommen er heel forfeilet ellcr der er Gran Sandhed i den. Det vil dybt bedrøve mig om der i dette skrevne, skulde synes Dem en kold, kritisk Luftning, fra de nordlige Lande hvor Kritikken altid blæser skarp og kold. - Maaskee er det keitet af mig at udtale mig saa frit og aabent hvor jeg maaskee er paa galt Spoer, men det vil og maa De indsee at det er i Kjærlighed til Sagen og Forvisningen om Deres Kunstner-Magt øg Sjæl jeg har gjordt det. - Om al den Hæder og Glæde min Fødeby Odense har forundt mig ved at optage mig som Æresborger, har De vist nok hørt og læst; jeg var overvældet derved, dertil lidende af Tandpine, først da de sidste Folk-Hurra lød idet Banetoget foer fra Odense blev jeg forunderlig let og varm om Hjertet og følte hele Glæden over den Velsignelse Gud havde forundt mig. I amerikanske Blade, saagar, var Festlighederne meget nøiagtig og indtil Enkeltheder meddeelt. I Amerika og Engeland synes jeg at have et stort Publicum; ikke færre end tre store illustrerede Eventyr-Udgaver ere udkomne og det fra tre forskjelIige betydelige Boghandlere. Af franske Blade og Skrifter seer jeg, at jeg begynder at omtales i Frankrige, men om mine Arbeider ville faae Indgang der, som i Engeland, Holland og Tydskland tør jeg ikke troe. Hils paa det hjerteligste Deres elskværdige Frue og Datter, bring Hr. Sauvage og andre Venner og Bekjendter min Hilsen; lad snart mig - eller i det mindste Hr. Reitzel vide hvorledes det gaaer med de forvæntede Billeder og tænk paa, om det ikke er Deres Idee imod, at tage som eet af Motiverne til "Egetræets Drøm" et Parti af hvor de andre Straae, Blomster og Planter skøde op i Luften efter Træets Krone eller lader sligt sig ikke give? Det er ikke umueligt at jeg i Foraaret kommer til Paris.

Deres inderlig hengivne

H. C. Andersen.

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscanning 56, 108-11)