The Hans Christian Andersen Center

Dato: Oktober 1867
Fra: H.C. Andersen   Til: Carsten Hauch
Sprog: dansk.

Efteraaret 1867.

Kjre, hitskattede Ven!

Det er mig en Trang just i disse Dage at sige Dem, hvor glad jeg er og i mange, mange Aar har vret det, ved at vide, at De tilfulde erkjender mig som Digter og er mig som Menneske en deeltagende Ven; De har udtalt det, og der er ikke Tvivl i mit Hjerte. Kjre, dle Ven! De har i mange Aar saa ofte gldet mig med venlige Breve, fulde af Erkjendelse, Opmuntring og Deeltagelse; De har lyst Solskin ind i mig; gid jeg maatte kunne gjengjlde det! Der er hos Dem noget saa Ridderligt og delt, og jeg veed og forstaaer, at det har saaret og bedrvet Dem, den - hvad skal jeg kalde det? - Smaglshed og Uskaansomhed, hvormed Peter Hjort har udgivet Breve, skrevne i en Fortid, under Stemninger og Forhold, der ikke burde drages frem. De kom til Danmark, forfrisket af Reiselivet og med et sandt, aabent ie for Literaturen her. Min frste Optrden behagede Dem ikke; De udtalte det strkt og naturligviis strkest i et venskabeligt Brev. Selv har De sagt mig, hvor haardt og uvenligt min Personlighed blev fremstillet for Dem. Nu drages alt Dette frem, og jeg er forvisset om, at det bedrver Dem; thi De har et delt, varmt Hjerte for det Sande og Gode. Husk, at hvad De dengang dmte og skrev om mig, og som dengang var mig tungt og smerteligt, jo for lngst er klaret og veiret hen, og De har givet mig uendelig Erstatning i Deres Erkjendelse og Venskab. Derfor: Gud velsigne Dem! Jeg glder mig til snart at trykke Deres Haand og sige Dem, hvor kjr De er mig, og hvor glad jeg er ved Deres Erkjendelse og Venskab.

Deres taknemmelige H. C. Andersen

Tekst fra: H. C. Andersen og Carsten Hauch. Adelsmennesket - og Aristokraten

Kjre hitskattede Ven!

Det er mig en Trang [overstr: at sige] just i disse Dage at sige Dem, hvor [overstr: hit jeg skat] glad jeg er og i mange, mange Aar har vret det, ved at vide, at [overstr: skatter mig som Digter og Menneske, De har som] De tilfulde erkjender mig som Digter og er mig som Menneske [overstr: Ven] en deeltagende Ven; De har udtalt det, og der er ikke Tvivl i mit Hjerte.

Kjre [overstr. ulseligt ord], dle Ven! De har i mange Aar saa ofte gldet mig med venlige Breve, [overstr: med sand Deeltagelse] fulde af [overstr: Deeltagelse og] Erkjendelse, Opmuntring og Deeltagelse; De har lyst Solskin ind i mig; gid at jeg maatte kunne gjengjlde det!

[overstr: Jeg har en Forstaae som eneste hele Deres digteriske dle Personlighed. Jeg selv] Der er hos Dem noget saa ridderligt, delt, og tilvisse veed og forstaaer at det har saaret og bedrvet Dem, den, hvad skal jeg kalde det, Smaglshed / og Uskaansomhed, hvormed [overstr: Profes] Peter Hjort har udgivet Breve skrevne i en Fortid, under Stemninger og Forhold, der ikke nu burde drages frem. [overstr: de har for nogle og tredive Aar siden ved Deres Ankomst til Danmark tnkt og skrev til ham om mig, frste Bog]

De kom til Danmark for frisket af Reiselivet, som med sandt, aabent ie paa Literaturen her, min frste Optrden behagede Dem ikke, De udtalte det strkt og naturligviis strkest i [overstr: privat] venskabeligt Brev. selv har De sagt mig, hvor haardt og uvenligt [overstr: jeg veed jo fra Dem selv hvorledes jeg] min Personlighed blev fremstillet Dem. Nu drages alt Dette frem, og jeg er forvisset om, at det bedrver Dem; [overstr: er jeg forvisset og det er Enhver overtydet om, ikke et Menneske har jeg hrt udtale sig anderledes /som enhver stor og del Aand, jeg frer ?? det i mig selv, men maa troe mig, jeg hrer og veed at man havner paa Deres Ny??] thi De har et delt varmt Hjerte for det Sande og Gode; [overstr: tro ikke at . Husk, at hvad De engang dmte [overstr: om mig] og skrev om mig, og som dengang var mig tungt og smerteligt, jo for lngst er klaret og veiret hen, og De har givet mig uendelig Erstatning i Deres bekjendte Erkjendelse og Venskab, derfor Gud velsigne Dem! Jeg glder mig til snart at trykke taknmelig Deres Haand og sige Dem hvor kjr De er mig, og hvor glad jeg er ved Deres Erkjendelse og Venskab.

Deres taknemmelige H. C. Andersen

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 13, 873-75)