The Hans Christian Andersen Center

Dato: 27. juli 1867
Fra: H.C. Andersen   Til: Axelline Lund
Sprog: dansk.

Glorup den 27 Juli 1867.

Kjre Fru Lund!

I Hellebk kan man dog, selv i denne Tid, faae Ideer, og det fortrffelige Ideer; saaledes fik de Ideen at skrive mig til; at jeg svarer, er en Selvflge, ingen Idee. Det regner og regner, her er graat og vaadt, som det var i Sor, som det var paa Basns. Saaledes maa Veiret have viist sig for hisalig Noah! De kjender ham nok fra Deres lille bibelske Historie; han, vor frste Viinkyper, fik dog i Regnskylle-Veiret en Idee, blev Skibsbygger; det er at have udbytte af selv en srgelig Tid!

Jeg faaer nu slet ingen Idee; jeg fler mig som Canariefuglen, der om sit Buur har et stort Vandglas, hvori svmme Guldfiske; han er i et Fngsel med forgyldt Levende om sig, han lnges efter at flyve, og det gjr jeg ogsaa, flyve mod Syd eller idetmindste over paa det store Udstillingsbord ved Paris, hvor man har Nips fra alle Lande; men jeg flyver ikke, Lftestngerne mangle Svingkraften; jeg havde ventet, at Fru Fortuna havde trukket den til mig ud af Lotteri-Posen; men Fruen har ikke tnkt paa mig med saa Meget som et Frilod. Dog, jeg lader Pennen lbe! De siger nok dertil, som en lille Pige sagde, da jeg fortalte hende Lst og Fast og spurgte: Nu, hvad siger Du? - Du snakker saa meget!, sagde hun. Hun havde Ret, og De har det, naar De siger det Samme; men selv med bedste Villie bliver man i sligt graat-vaadt Veir saa aandelig watersotig, for at bruge at vistnok hollandsk Ord, at man ikke, selv med sin bedste Villie, kan skrive bedre for sig, end jeg gjr det her i dag. Endnu har jeg ikke seet mig om i Glorups smukke Have, jeg vil saa ndigt tabe mine Galocher; fra mit Vindue har jeg nok seet ovre paa en det hitstraalende Springvand; men det er jo ogsaa Vand: Regnvand, ledet her ned fra Svindinge. I Stuen, veed Deres Mand, er der smukke Billeder; jeg kjendte ikke fr det store, norske Landskab af Dahl, heller ikke Skovgaards stemningsrige Skovs; den store Copie af Raphaels Madonna fra Dresden er mig ogsaa ny. Grevinde Moltke er her fra Paris, og i Lbet af otte Dage ventes Grev Leon Moltke, vor Minister i Paris; han bringer sin Kone med; hun har ikke fr vret i Danmark.

Hils Deres Mand fra mig! Han har det vist heller ikke gldeligt, hvad Veiret angaaer - han kan da umuligt male; men De kan dog skaffe ham Solskin i Stuen; det har jeg slet intet af, og jeg er dog en Soltilbeder. Naar De stiger fra Deres huuslige Hide ned til Collins, vil De da stre Hilsener fra mig, men frst inden Dre. Jeg seer Dem vade gjennem det vaade Grs eller halvt rutsche ned ad den vaade Skrnt, hvor Etatsraad Collin nu ved hvert Fodtrin maa kunne opdage et Kildevld. Hans Yndlingsvld med de cyclopiske Mure er vel i denne Tid i overstrmmende Pragt.

- - - - - Naar vi sees, skal De hre de tre eneste Sommerhistorier, jeg har: De smaa Grnne, Gudfaders Billedbog og Peiter, Peter og Peer; den sidste gjr meest Lykke: Vrvl er det! Ved at skrive de Ord, faaer jeg en rystende Forskrkkelse, om De med Rette maatte bruge de samme Ord om dette mit Brev! Lad ingen streng Critiker see det; dog, en saadan er jo altid en bidsk Hund, og der er saa megen Vde, Regn og Rusk i dette Brev, at han nok faaer Vandskrk og svmmer ikke igjennem dette Hav af Ord. Lad imidlertid min Tak for Deres Brev, min Tak for Deres venlige Tanke om mig, min Tak for det gode Sindelag, De og Deres Mand, siden vi frste Gang mdtes, have viist mig, som friske Blomster dukke op af alt dette Vaade, der er en Flge af Sommer-Climaet her, hvor jeg ikke lnger har Mod til at synge min egen Vise: Jeg troer, der er skjnnest i Danmark!

Deres hengivne, rbdige

H.C. Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost