Basnæs den 16 Octbr. 1866.
Kjære Ven!
Du og Din Frue have vel nu forladt "Kongegravene" og ere dragne ind i "de Levendes By"? Jeg slutter det efter et Par Ord i Edvard Collins seneste Brev; han skriver: "Nu gaaer jeg hen til Hartmanns!" Ja, nu gaaer ogsaa jeg snart hen til Hartmanns! Jeg har faaet Huus, er igjen Snegl med Huus, og tænk: nu har jeg faaet egen Seng; den skal jeg nu ogsaa flytte om med. Hundrede Rigsdaler har jeg maattet sætte paa en Seng, og den bliver da min Dødsseng; thi holder den ikke saa længe ud, er den jo ikke Pengene værd! Gid jeg kun var tyve Aar, saa tog jeg mit Blækhuus paa Ryggen, to Skjorter og et Par Strømper, stak en Pennefjeder ved Siden og gik ud i den vide Verden. Nu er jeg, som Fru Jette Collin skriver saa kjønt: "en ældre Mand"; saa maa jeg vel tænke paa Sengen, paa Dødssengen. Tænk Du smukt paa Sørgemarschen; det bliver naturligviis Skolerne, de smaa Skoler, som skulle følge, ikke de store latinske; indret Musikken efter Børnetrit. - Jeg ligger paa Landet og forskriver mig, ikke til Fanden, men til Læseverdenen, naar den saa bare vil læse mig; næsten Halvdelen af Opholdet i Portugal har jeg paa Papiret; der kunde maaskee være skrevet noget Bedre paa det Papir; men Hver har sin Skjæbne, ogsaa Papiret. Dette Halvark har det nu bedre; det kommer til Dig med Brev og gaaer derpaa op i Røg som Fidibus for Cigaren; mens den brænder, nyn imidlertid en ny Melodie, jeg kan lægge under et Qvæde, som kom mig fra Tanken eller Hjertet en Aftenstund i Setubal; det var en Stemning, og dem have vi Alle.
Jeg Guds Verden har seet
Jeg har grædt der og leet,
Visner hen, Roser, hvide og røde!
Naar min Stjerne gaaer ned,
Mon i Klarhed jeg veed
Hvad ustandseligt jeg gaaer imøde.
I den rullende Sø,
Skal min Tanke der døe,
Det levende blive det Døde?
Hvad jeg følte og sang,
Vil det døe som en Klang
I det udstrakte, mægtige Øde?
Digtet selv har Richardt iøvrigt faaet til sin nye Samling. Rasmus Nielsen hørte dette Qvæde og gav det godt Lov; giv Du det Melodie, saa kan Du brænde Texten! Men det var nu Nok om mig selv, lidt for Meget om mig selv; nu til Andre! Børnene ved Søen leve, haaber jeg, vel, Børnene ved Skovsøen5 og ved Peblingesøen6? De to Mageløse jeg mener: uden Mage, uden Forlovede - vandre vel freidigt frem uden at tænke paa at døe som Pebersvende? Det er en trang Død at gaae til; det mærker allerede jeg, der er paa Veien. - Jeg benegter ikke det Overnaturlige, men troer ikke paa det; derfor troer jeg heller ikke paa at faae Brev fra Dig, men, som sagt: jeg benegter ikke Muligheden; skulde den virkelig finde Sted, da er det en Vished, at Breve, som nedlægges i Postkassen, staae op igjen og komme til Maalet, dersom samme Brev har det rette Vidnesbyrd; til mig er dette for Øieblikket: "Basnæs ved Skjelskjør." Dersom Din Fme ikke skrev paa sin berømte Huusholdningsbog, saa fik jeg nok Brev, nu da I ikke længere ligge i "Kongegravene". Ogsaa Fru Ortwed med Gemal ere jo dragne derfra, saa Udvandringen der er begyndt; hils hende, om Du seer hende! Den seneste, større Composition af Gade er jeg begjærlig efter at høre; tænker Musik=Foreningen ikke snart at give den? Jeg skal gjerne sætte i Avisen, at "en høi Reisende" anmoder Eder derom. - Men nu har vel Du og Din Frue faaet Nok af mit Brev idag? Man skriver, som man kan, og ikke som man skulde.
Din Ven
H. C. Andersen
