Setubal den 19 Juni 1866.
Kjære Ven!
Tak for det tilsendte Nummer af "Figaro", det havde været ti Dage underveis; jeg glædede mig ved at læse det, og glæder mig ved at De har mange Abonenter. Dagen derpaa modtog jeg til min glade Overraskelse ogsaa Brev fra Dem; det havde jeg slet ikke ventet, jeg veed jo hvor meget De har at bestille. Inderlig Tak fordi De saa varmt og venligt tænker paa mig. De er ogsaa tidt og levende i min Tanke, og seer jeg noget Smukt eller eiendommeligt Nyt, da ønsker jeg at De var hos mig. Nu skal jeg fortælle Dem om mit nærværende Opholdsted, maaskee benytter De det Hele, maaskee forkorter De det, jeg veed jeg er i gode Hænder; De har Takt og Smag.
- - Nu er Sommertiden begyndt, det er en storartet Varme! den største Deel af Dagen luktes for alle Døre og Vinduer at ikke Solstraalerne skulle trænge ind. Kun i den tidlige Morgen og ved Solnedgang kan man træde ud og forfriskes i den stille, yndige Luft. Hvilken paradisisk Deilighed rundtomkring! her er en Fred og Ro, som man kunde unde alle Mennesker. For Øieblikket er jeg i Besøg hos Carlo O'Neill, hvis smukke med Smag og Hyggelighed indrettede Landsted ligger paa Bjerghøiden kun en halv Times Vandring fra Setubal; det Stykke Vei herud, snoer sig som det vil og kan, snart mellem høie Mure, snart under Vandledningens Buer, saa over Klippegrund, saa i det dybe Sand, Aloernes favnhøie Blomsterstængler staae i Række som Telegraphstænger, men har praktfuld Form som vare de mægtige Bronze-Candelabrer,/ og give Landskabet et eget malerisk Udseende, kommer her nu en Skare ridende Bønderfolk, tidt to Qvinder paa eet og samme Æsel, da faaer det Hele Liv og Bevægelse. -
Fra min Balcon har jeg den deiligste Udsigt; lige foran løfter sig et stort Palmetræ; et Vandspring pladsker i det murede Basin; Haven sænker sig i tre Terrasser med den rigeste Farvepragt og Forskjellighed af Blomster; selv fra Muurrevnerne skyde Nelliker og Cactus frem, som man hjemme vilde opelske i Drivhuset. Pebertræerne hælde sig som Grædepile hen over de store Vand beholdninger hvor Guldfiskene svømme og de hvide Aakander groe; en bred Steentrappe fører ned i en Frugthave med store Apelsin- og Citrontræer og denne igjen ind under det hængende Viinløv; strax efter Solnedgang blinke Stjernerne den ene prægtige re end den anden, funklende Ildfluer flyve mellem Træerne, Lysene blinke fra Byens hvide Huse og bag Bugten og de skinnende Sandklitter, strækker sig det store Ocean. Al den Deilighed kan ikke males, ikke gives med Ord. Jeg har endnu kun lidt seet mig om, og dog seet Saameget. Vor Have fører til et stort gammelt Kloster, der staaer øde fra den Tid Munkene joges bort. Her oppe er en eiendommelig romantisk Eensomhed, i den øde Klostergaard, som i den lille Pinieskov og under de gamle Korktræer. Nede i den udstrakte Dal ligger den ene Orangehave op til den anden og foran, oppe paa Bjergryggen, seer man den gamle Festning / Palmela, der i Afstand minder om Akropolis. Forleden, det var Aftenen for St Antonius Fest, havde man tændt Baal rundt om paa Bjergene og nede i Dalen. Hele Setubal gav et Ildskjær, der brændte Blus i Gader og i Stræder, Børnene morede sig med at springe over de glødende Kul; Trold-Kjærlinger knaldede, Raketter gik tilveirs; Folk kom med Fløite og med Tromme, der var levende og livligt. Byens største Indtægt er nok fra Orangehaverne og fra den Masse Salt Solen her koger ud af Havvandet; allerede Phønicerne og senere Romerne havde kjendt, ja endogsaa vidst i større Maal at tilegne sig Saltet, det seer man i Resterne af den gamle By Troja, der nu, som et Pompei, i det Smaa, ligger begravet i Flyvesandet ovre paa den anden Side Bugten; for ikke længe siden fandt man der et heelt Badekammer med al fresco. Ikke langt fra Setubal, ud mod Oceanet hæver sig det portugisiske Montserat; Munkene ere borte, men Klostrets Grotte og hele den vilde Eensomhed findes endnu. Setubal selv har kun, synes mig, een eneste mærkelig Bygning og det er Jesu-Kirken, men den er een af de smukkeste Smaakirker jeg endnu har seet. Hver enkelt Kolonne herinde dannes af tre andre slanke og smidige Søiler der spiralformig omsnoe hverandre; den nederste Deel af Væggene er beklædt med Porcelains Fliser, der frembyde Billeder til en heel Legendebog; det kunstigt udskaarne Altar straaler af Forgyldning; mellem Malerierne findes to af Portugals største og meest berømte / Maler Gran Vasco; de forekom mig i Farve og Tegning at minde om Holbein. -
- Troer De at denne lille Skizze kan have nogen Interesse? Hils vore fælles Venner, og har De Tid, som jeg veed at De har Hjertelag, da glæd mig med Brev, jeg hører ikke tidt hjemme fra, og danske Aviser seer jeg kun eengang om Maaneden, jeg faaer dem med Dampskibet fra en Ven i Bordeaux. Scharff er vel med Eckard paa Reise, og ikke i Wien men i Paris. Alt staaer vel godt hos Henriques; for ikke længe siden skrev jeg til Fruen et langt Brev, strax efter at jeg modtog en Skrivelse fra hende. Et Brev fra Kjøbenhavn her til bruger 10 Dage og der gaaer saaledes henved en Maaned fra man skriver til man igjen kan høre fra sine Kjære. Nu Gud med Dem! Deres hjerteligt hengivne
H. C. Andersen
E. S. Alle Breve gaae endnu som før til vor danske Konsul Georg ONeill i Lissabon.
