The Hans Christian Andersen Center

Dato: 11. juni 1866
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

542. Til E. Collin.

Setubal den 11 Juni 1866.

Kjre Ven!

De seer at jeg er flink med at skrive, men det ligger saa nr, at Pennen kommer i Bevgelse der hen hvor Tankerne ville; og De kjre Ven er, ligesom Deres Kone trofaste og gode mod mig, det er en heel Fest naar jeg faaer Brev; jeg venter et saadant, efter min Beregning, allerede i Dag eller i morgen. Denne Skrivelse kommer imidlertid som Ledsager til et Brev bestemt for Jonna, men jeg frygtede at det kom ikke den rette Vei naar jeg afsendte det her fra adresseret Prst, jeg lgger ogsaa et Par Ord her til Deres Sster Louise. Paa Comtoiret har jeg bedet dem, baade i Lissabon og her i Setubal at srge for at hvert Brev tilfulde bliver betalt; lad mig ved Leilighed vide om andre end det ene Brev fra Madrid har faaet paatrykt utilstrkkeligt; jeg bringer altid selv mine Breve paa Posthuset, kun ikke hos O Neills, og altid forlanger jeg Brevene tilfulde frankeret, men der er i Syden, som De veed, en underlig Uklarhed hos Postvsenet, tidt tage de vist Feil af Veilngden.

Jeg blev en Maaned paa Peniros hos Georg O Neill og der er endnu mit Udgangspunkt; forrige Fredag fulgte han, hans Kone og begge Snnerne mig her til Setubal, eller som Engelnderne kalde det St Ubes; Carlos O Neill, en Broder til Georg boer paa en deilig Villa tt op til et gammelt Kloster, hvor Munkene ere jagne bort. Han er gift med en Engelnderinde fdt og opvoxet i Lissabon; en meget dannet elskvrdig Dame, deres sextenaars Datter, dde for 5 Maaneder [siden], de har nu tilbage kun en Sn Carlos, der er 18 Aar og lige saa lang som jeg; vi to ride sammen om Aftenen op ad Bjergene, han synger sine spanske og portugisiske Viser, jeg vore danske, svenske og norske. Det er nu saa varmt, 28 Grader i Skygge, at jeg rider uden Vest og Halstrklde, og gaaer aldrig ud mellem 10 og 4 om Dagen, det er ikke til at rre sig i. Det var Noget for Deres Kone og Louise! Udenfor mit Vindue lfter sig et stort Palmetr, paa Terassen nedenfor er den egentlige Have, der straaler i Blomsterprakt, selv Trerne prange med Blomster og i de store Vand-Basiner svmme Guldfisk under de blomstrende hvide Aakander; fra denne Have frer to brede Trapper ned til en heel Lund af Orange og Citrontrer, her er baade Blomster og Frugt og ud fra Muurrevnerne skyde blomstrende Cactus rde og gule frem, her et Ukrudt, hjemme den deiligste Drivhuusplante. Naar nu om Aftenen Solen er nede, da svver hen over den mrke Orangelund ligesom et Slr af Ild-gnister, det er lysende Fluer som give dette Fyrvrkeri; et Stykke herfra skinne Lysene fra Husene i Setubal og bag ved aabner sig Havnen og det store Verdens Hav. Det er underligt i al denne Naturens Fred og Ro at huske603 paa at nu tnke Menneskene igjen paa Krig og delggelse; det vil maaskee blive vanskeligt for mig at slippe hjem, hvor mon Krigen begynder og hvor ender den? Det vil ogsaa vre en Umulighed i Sommer-Varmen at reise over Land til Frankerige, da Reisen til Madrid kun kan gjres i 60 Timer og ikke lader sig dele, Varmen vil give Feber eller Hjernebetndelse, jeg maa altsaa ud paa Oceanet og det har jeg ikke stor Lyst til, dog endnu tnker jeg ikke paa Hjemreisen. Hvor jeg er har jeg det fortrffeligt som De seer. Det vilde vre en Natur for Adolph Drevsen at see disse mrkelige mange danske Blomster og Planter her groe, Kongelys, Gaaseurter, Bonderoser og saa det Flor af tropiske Vxter; (lad ham lse dette Brev.) Var han og Jonna her og saae alt dette, hrte det danske Sprog den Begeistring for Danmark, saae vort Flag vaie, de fik Portugal kjr. Jeg har en Fornemmelse af at vre hjemme og dog langt fra Danmark. Georg O Neill har fortalt mig flere Trk fra sidste Krig der ret viser hans danske Hjerte. Han har da ogsaa faaet Danebrog, men det har ikke Carlos!–alle danske Capitainer synes meget lykkelige ved det O Neillske Huus og det tyder ogsaa paa dansk Sind at Faderen lod 3 af sine Snner opdrage i Danmark og Sverrig, lngst i Danmark. St: Ubes, eller Setubal, som det her kaldes, laae fr ovre paa Sand-Istmen, der nu viser et Billed af vor jydske Vestkyst med Sand dyner, under disse graver man frem en heel By fra Phnicerne-Romernes Tid, med al fresko-Billeder, et forsvundet Pompeij, een af Aftenerne seile vi derover, det var en Tour for Jonas. Hils ham. Han er tidt i min Tanke, mit Brev har han vel faaet, fik jeg eet igjen, jeg blev glad[;] nu kan han gjre som han har Sind til. De ere vel nu alle flttede paa Landet, har, som jeg, Havet for Dem, vi boe altsaa ved den samme store Landevei, kun lidt fjernt fra hinanden. Rygtet har fortalt mig at De skal vre Theaterdirecteur, det er ikke meget fornieligt!604 De vil faae stor Plage og den Directeur er endnu ikke fdt som kan fyldestgjre Personalet, Bladene og Publicum. Seer De Kranold da hils ham fra mig. Beed Jonas at skaffe mig at vide om Scharff er reist med Eckardt til Udlandet? Beed ham sige til Viggo og Einar at de ere to rare Fyre, som aldrig skrive et Ord til mig. Ude af ie, ude af Sind. Nu de hjerteligste Hilsener til Deres Kone, som jo lser dette Brev, til Louise, Jonas og hele Familien.

Deres hengivne

H. C. Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost