542. Til E. Collin.
Setubal den 11 Juni 1866.
Kjære Ven!
De seer at jeg er flink med at skrive, men det ligger saa nær, at Pennen kommer i Bevægelse der hen hvor Tankerne ville; og De kjære Ven er, ligesom Deres Kone trofaste og gode mod mig, det er en heel Fest naar jeg faaer Brev; jeg venter et saadant, efter min Beregning, allerede i Dag eller i morgen. Denne Skrivelse kommer imidlertid som Ledsager til et Brev bestemt for Jonna, men jeg frygtede at det kom ikke den rette Vei naar jeg afsendte det her fra adresseret Præstø, jeg lægger ogsaa et Par Ord her til Deres Søster Louise. Paa Comtoiret har jeg bedet dem, baade i Lissabon og her i Setubal at sørge for at hvert Brev tilfulde bliver betalt; lad mig ved Leilighed vide om andre end det ene Brev fra Madrid har faaet paatrykt »utilstrækkeligt«; jeg bringer altid selv mine Breve paa Posthuset, kun ikke hos O Neills, og altid forlanger jeg Brevene tilfulde frankeret, men der er i Syden, som De veed, en underlig Uklarhed hos Postvæsenet, tidt tage de vist Feil af Veilængden.
Jeg blev en Maaned paa Peniéros hos Georg O Neill og der er endnu mit Udgangspunkt; forrige Fredag fulgte han, hans Kone og begge Sønnerne mig her til Setubal, eller som Engelænderne kalde det St Ubes; Carlos O Neill, en Broder til Georg boer paa en deilig Villa tæt op til et gammelt Kloster, hvor Munkene ere jagne bort. Han er gift med en Engelænderinde født og opvoxet i Lissabon; en meget dannet elskværdig Dame, deres sextenaars Datter, døde for 5 Maaneder [siden], de har nu tilbage kun en Søn Carlos, der er 18 Aar og lige saa lang som jeg; vi to ride sammen om Aftenen op ad Bjergene, han synger sine spanske og portugisiske Viser, jeg vore danske, svenske og norske. Det er nu saa varmt, 28 Grader i Skygge, at jeg rider uden Vest og Halstørklæde, og gaaer aldrig ud mellem 10 og 4 om Dagen, det er ikke til at røre sig i. Det var Noget for Deres Kone og Louise! Udenfor mit Vindue løfter sig et stort Palmetræ, paa Terassen nedenfor er den egentlige Have, der straaler i Blomsterprakt, selv Træerne prange med Blomster og i de store Vand-Basiner svømme Guldfisk under de blomstrende hvide Aakander; fra denne Have fører to brede Trapper ned til en heel Lund af Orange og Citrontræer, her er baade Blomster og Frugt og ud fra Muurrevnerne skyde blomstrende Cactus røde og gule frem, her et Ukrudt, hjemme den deiligste Drivhuusplante. Naar nu om Aftenen Solen er nede, da svæver hen over den mørke Orangelund ligesom et Slør af Ild-gnister, det er lysende Fluer som give dette Fyrværkeri; et Stykke herfra skinne Lysene fra Husene i Setubal og bag ved aabner sig Havnen og det store Verdens Hav. Det er underligt i al denne Naturens Fred og Ro at huske603 paa at nu tænke Menneskene igjen paa Krig og Ødelæggelse; det vil maaskee blive vanskeligt for mig at slippe hjem, hvor mon Krigen begynder og hvor ender den? Det vil ogsaa være en Umulighed i Sommer-Varmen at reise over Land til Frankerige, da Reisen til Madrid kun kan gjøres i 60 Timer og ikke lader sig dele, Varmen vil give Feber eller Hjernebetændelse, jeg maa altsaa ud paa Oceanet og det har jeg ikke stor Lyst til, dog endnu tænker jeg ikke paa Hjemreisen. Hvor jeg er har jeg det fortræffeligt som De seer. Det vilde være en Natur for Adolph Drevsen at see disse mærkelige mange danske Blomster og Planter her groe, Kongelys, Gaaseurter, Bonderoser og saa det Flor af tropiske Væxter; (lad ham læse dette Brev.) Var han og Jonna her og saae alt dette, hørte det danske Sprog den Begeistring for Danmark, saae vort Flag vaie, de fik Portugal kjær. Jeg har en Fornemmelse af at være hjemme og dog langt fra Danmark. Georg O Neill har fortalt mig flere Træk fra sidste Krig der ret viser hans danske Hjerte. Han har da ogsaa faaet Danebrog, men det har ikke Carlos!–alle danske Capitainer synes meget lykkelige ved det O Neillske Huus og det tyder ogsaa paa dansk Sind at Faderen lod 3 af sine Sønner opdrage i Danmark og Sverrig, længst i Danmark. St: Ubes, eller Setubal, som det her kaldes, laae før ovre paa Sand-Istmen, der nu viser et Billed af vor jydske Vestkyst med Sand dyner, under disse graver man frem en heel By fra Phønicerne-Romernes Tid, med al fresko-Billeder, et forsvundet Pompeij, een af Aftenerne seile vi derover, det var en Tour for Jonas. Hils ham. Han er tidt i min Tanke, mit Brev har han vel faaet, fik jeg eet igjen, jeg blev glad[;] nu kan han gjøre som han har Sind til. De ere vel nu alle fløttede paa Landet, har, som jeg, Havet for Dem, vi boe altsaa ved den samme store Landevei, kun lidt fjernt fra hinanden. Rygtet har fortalt mig at De skal være Theaterdirecteur, det er ikke meget fornøieligt!604 De vil faae stor Plage og den Directeur er endnu ikke født som kan fyldestgjøre Personalet, Bladene og Publicum. Seer De Kranold da hils ham fra mig. Beed Jonas at skaffe mig at vide om Scharff er reist med Eckardt til Udlandet? Beed ham sige til Viggo og Einar at de ere to rare Fyre, som aldrig skrive et Ord til mig. Ude af Øie, ude af Sind. Nu de hjerteligste Hilsener til Deres Kone, som jo læser dette Brev, til Louise, Jonas og hele Familien.
Deres hengivne
H. C. Andersen.
