514. Til Henriette Collin.
Basnæs ved Skjælskør den 10 Jan: 1866.
Kjære Fru Collin!
De skal dog have et Brev fra mig endnu før jeg selv kommer, et heelt Brev, ikke en Part i Brev til Deres Ægteherre. Hans korte Skrivelse var venlig og kjærkommen Deres ikke mindre, men nu faaer dog De alene Brevet. Det var en riig Post igaar, Brev fra Dem, Brev fra Deres Mand, deri et fra Forfatterinden Frøken Henriette Nielsen og eet fra Fru Serre og endelig eet fra Louise Lind; et ridende Bud fra Holsteinborg bragte mig dertil Brev fra Grevinde Holsten. Det er ikke hver Dag paa Landet at Posttasken rummer saameget Godt til Een. Af Fru Serres Brev erfarer jeg at den forlræffelige, kjære Frøken Heinke er blevet lam, hun var det eengang før i ganske ung Alder. Fru Serre er meget nedbøiet og lidende, den ene af hendes gamle Venner og Veninder døe pludseligt bort efter den Anden557; selv tænker hun paa Døden som nær forestaaende, hun hoster, spøtter Blod og har Smærter i Brystet. Frøken Heinke bad mig i sit seneste Brev om jeg vilde lægge Veien over Dresden naar jeg tog til Udlandet, det vilde være et Livs Moment for Fru Serre, men der paa var ikke at svare, endnu er Saaret hos mig for aabent, jeg kan og vil ikke være mellem Tydskere. Fru Serre udtaler vel ikke Ønsket om mit Komme men slaaer smerteligt paa den Streng at vi rimeligviis aldrig mere sees her paa Jorden. Fru Scavenius siger mig at hun er blevet talt til derom, rimeligviis af Grevinde Moltke Hvitfeldt der er Fru Serres Veninde, men Fru Scavenius føler at hun ikke vil kunde virke ind paa mig, jeg gjør det ikke, men jeg lider dog en Deel derved558, det er ikke at skjule. Jeg reiser ikke til Dresden.
Aviserne have igjen bragt mig Skræk; det er virkeligt som om alle onde Aander vare reiste for at standse mig i min Fart til Lissabon, neppe er Sot og Syge nogenlunde borte saa bryde Uroligheder ud i Spanien. »Madrid er under Beleirings Tilstand; Prim er i Mancha og Insurgenterne drage mod den portugisiske Grændse«, det er netop Veien jeg skal. I det Røre kan jeg ikke kjøre med Deligensen og den kjører vel slet ikke. Bliver Uroligheden ikke standset nødes jeg til at gaae med Skib fra Frankerig til Lissabon, men det kan jeg da ikke før i Marts559, det er kun den 25de hver Maaned et godt Fartøi gaaer; dog560 jeg kan jo have godt af at øve mig i at tale Fransk og gaaer altsaa til Belgien, hvor jeg saa lidt har været og derfra til Paris; dog om alle disse Planer kunne vi tale naar vi nu snart samles. Planerne føie sig efter de Efterretninger Posten bringer. Fredag Aften kommer jeg om Gud vil; maa jeg spise til Middag hos Dem Løverdag Middag? Jeg er meget vred paa Etatsraad Kranold, thi jeg bliver jo holdt for Nar af ham mærker jeg. Hils Deres Mand, Louise og Jonas.
Hjerteligst
H. C. Andersen.
