The Hans Christian Andersen Center

Dato: 7. oktober 1865
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

500. Til E. Collin.

Jnkjping539 den 7 October 1865.

Kjre Ven!

Igaar morges forlod jeg Stockholm; men fik dog netop Deres Brev der indtraf om Aftenen seent. Augusta Collin seer jeg altsaa ikke mere paa denne Jord, hun er gaaet hen til de Andre. Budskabet herom har fyldt mig med Veemod, men ikke med Bedrvelse, som om Een af vore andre Kjre forlod os. Det var dog intet rigtigt Liv her mere hun havde. Gud glde og velsigne hende! Tryk Deres Broders Haand kjrligt fra mig. Kun med Tankerne kan jeg flge Kisten, den er vist i Graven fr jeg naaer Hjemmet; imidlertid skeer det om faae Dage, vil Gud. Jeg tnker Torsdag eller Fredag, jeg har da vret en Maaned borte. Kammerherre Sick, der har vret overordenlig opmrksom mod mig og hist elskvrdig, kom endnu i den tidlige Morgen ud paa Banegaarden til mig, det er en meget lang Vei; han tnker ogsaa paa at komme hjem og det endnu i denne Maaned, medens Banetogene endnu gaae uden Afbrydelse mellem Stockholm og Malm. Det er paa denne Tid en trttende Reise og uagtet jeg deler den i flere Dage er jeg dog meget trt da de blandede Tog gaae saa urimeligt langsomt og med Iiltogene gaaer det ud i Natten og Natqvartererne ere kun fortrffelige i Stockholm, Jnkjping og Malm.

Skovene ere saa smukke, her er en Farvepragt som jeg kun kjender i Syd, Birken er guul som en Citron, Granerne mrkegrnne og saa sees Trer rde som vare Bladene dyppede i Zinober. Iaften da jeg kom her til Jnkjbing saae jeg aldeles Alpeglden paa Bjergene om Vettern; men koldt er her, saa alle Vrelser i Hotellet ere opvarmede. Deres Kone har vel faaetet Brev fra mig?, deri laae to Portrtkort til Dem; netop de to, samme Slags, Dronningen og Kongen af Sverrig fik af mig og Kongen fandt samme saa srdeles vel. Man har viist mig stor540 Opmrksomhed og Hyldest; jeg burde vre rigtig glad og det har jeg egenligt ikke vret paa denne Reise. Det ene af Brevene De sendte mig var fra O Neil, han venter mig endnu ved Nytaarstid, det lader som han ikke veed at der er Colera i Paris og rundt om. Det er mig saa underligt med hele denne Reise, helst blev jeg i Ro, men jeg kan ikke, det er som om jeg skulde de ude og ikke hjemme. Helst lagde jeg mit Stv i Danmark, uagtet jeg har en Fornemmelse af at det ogsaa snart har sin Grav. Mit elskede, Danmark, min Verden. Det gruer i mig naar jeg tnker, om541 der kom en Tid at vort Sprog kun taltes i Norge. Paa Banegaarden i Falkjbing kom i Dag, ind i Vogn til mig, en Landsmand, nu aldeles svensk, Hr. Bang fra Hofmannsgave, han boer nr ved Kalmar, han sender Hilsener til Ludvig Mller og danske Bekjendter. Der var en Engelnder i Vognen, han kjendte mig, der kom senere en Tydsker, han var mig ubehageligt henrykt; det gjr mig ondt for denne Anthipathi!–De fleste Svenske kjende mig efter Portrt og vise mig alle Venlighed. Hvorfor forundtes mig alt dette? Og hvorfor nyder jeg det ikke. Er det Utaknemlighed mod Vorherre[?] Jeg gad vidst hvorledes Verdens virkelige Stormnd fle og opfatte Verden, og dens Hyldest.– Hils Deres Kone, Jonas og Louise. Siig Fru Drevsen at det gjr mig ondt hun nu prver en ny Plage. Hils Familien.

Deres

H. C. Andersen.

[De sidste to Linier er skrevet i Margen. ]

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost