The Hans Christian Andersen Center

Dato: 3. juli 1864
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

455. Til E. Collin.

Sllerd pr: Lyngby. den 3 Juli 1864.

Kjre Ven!

Skal jeg skrive eller ikke skrive! det var nok bedst at lade vre, det var klogere, men jeg er ikke meget klog i denne Tid. Det var et slvende Driveri jeg frte de to, tre Dage inde i Byen, der var ingen Hvile uden i de Minutter jeg sad tiret til Avisen; og dog synes jeg nu herude at det var bedre inde i Byen, end her hvor man frst imorgen hrer hvad der er skeet; det er her som om jeg i Tordenveir var krbet ind i Sandhullet til Brnene for der ikke at see Lynet eller hre Bulderet, og dog er det ikke derfor jeg er her; det er grueligt, i Tider som disse, at vre som jeg ganske alene i sit Hjem.

Er De trt af at lse mit Brev, saa hold kun op, jeg fritager Dem derfor, og maaskee er det ogsaa mig selv bedst. De har nok der tynger Dem, hvorfor da hre paa mig! det som meest berrer mit Personlige og som i strke Svingninger kommer tilbage, den meget musikalske Gade, veed De nok har for Uger siden stemt Strengen, det regner De jo til fixe Ideer, og De er vel endnu af samme Mening?

Enten har man en fix Idee eller man seer altfor klart, til Dato er511 alt Ondt jeg befrygtede indtruffet; Gid jeg kunde bede Vorherre styrke mig, men jeg synes at der ere langt vigtigere Ting at bede ham om og som heller ikke opfyldes. Skal vort smukke, rige Sprog om et hundred Aar kun kjendes gjennem Nordmndene? der overvlder mig en Sorg, og imellem griber mig der til en menneskelig Angest, den jeg troer ikke at kunne udholde. Herude er jeg i Formiddag ene, de ere alle kjrte til Kjbenhavn for at besge Kirken; Natten har vret uhyggelig, i det Nogen, Ingen veed nu hvem, have lukket Svigersnnens lille Hund ind i Vrelset tt ved mig og der har den hylet fra Midnat til ud paa Morgenen.–Veien herud var ellers smuk, frste Gang reiste jeg paa den Jernbane; Fru Neergaards Huus er lidet og gammelt, men under Taget er en Mngde hyggelige Gjestevrelser; jeg har eet af de strre, det ligner aldeles en Kahyt. Hjerteligt blev jeg modtaget, inderlig velkommen er jeg, det er klart at fornemme; jeg har maatte love at blive nogle Dage, faaer jeg Brev fra Dem det Vil gjre mig godt, men skriv ikke, naar De ikke kan Hive noget Trsteligere end jeg skriver, betragt mig da heller som en Syg, man ikke skal tale til, han kommer sig nok eller der. Den Slutning har man jo altid paa Historien. Et Rygte siger at vi faae Fred og gaae ind under Tydskland. Er det saa? Ja det vil Aviserne melde mig. Jeg gjr mig ret Umage for at samle i Tanken al den Naade og Velsignelse Gud har forladt mig, uforskyldt i dette Liv for at samle Kraft til at tmme den Kalk jeg skal tmme. For os ldre er den gode Tid forbi, den unge Slgt er elastisk, maaskee kan den groe. Siig mig et Ord om Jonas, jeg veed hvor han fylder Deres Hjerte! Gid han uskadt og med sundt Humeur snart vre hos Dem og Deres Kone. Overlever De mig, da tnk paa hvad man kaldte mine gode Sider hos mig og ikke paa Svaghederne, hils kjrligt Deres Kone og Louise. Gud holde Deres Sind oppe; han bre Dem gjennem de Prvelser og Gjenvordigheder, som kunne forestaae.

Deres H. C. Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter