The Hans Christian Andersen Center

Dato: 21. juni 1864
Fra: Jonna Stampe, f. Drewsen   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Christinelund d. 21de Juni 1864.

Kjre Andersen! Tak for Deres to kjre Breve, tak for det smukke Digt, som jeg allerede igaar, fr jeg fik det i den forandrede Form, lste for Elise Stampe; idag tager jeg det som kom idag, med til Nyse. Hun syntes overordentlig godt om Deres Digt, og vi gldede os Begge over den varme strke Fdrelands-Kjrlighed, som besjler Dem og som finder sit Udtryk i saa smukke Digte. Bjrnstjernes Ord have gldet mig, som hans Hjertelav for os Danske ret fryder mig; han forstaaer at skjnne paa det gte baade hos vore Digtere og vort Folk. Naar Folkesjlens Aand griber vore Digtere saaledes som den har grebet Dem, saa viser det sig, at der er Kraft i den, den gaaer over i Deres Sjl og ifres Deres Eiendommelighed, men beholder dog sit eget, sit medfdte Vsen. Den vil, den maa seire; hvor mange bitre Smerter end denne Krig og denne Tvedragt har medfrt, den har dog bragt det frem, som altid bliver det afgjrende i et Menneskes, som i et Folks Liv: Valget. Denne Tid har for os i Danmark sagt sit Enten-Eller, enten Dansk, fri, selvstndig og eiendommelig; eller Tydsk, afhngig: Trldomssvag, lidt efter lidt mistende sin medfdte, sin medgivne Folkesjl. At De har valgt den frste, den bedste Deel, er mig saadan en stor Glde, jeg er gladere over Enhver, der i Aand og Sandhed vil vre Dansk, end over hvilkensomhelst fremmed Hjlp? vore Frndefolks undtagen. - Det seer ellers ngsteligt ud i dette ieblik, Kongen svigter sine danske Undersaatter, han har ikke forstaaet at gjre sit Valg og at frasige sig Slesvigholsteen og Tydskhed, han mangler "det Danske Instinct," som En af mine Venner sagde, og hans gode Hjerte, som jeg troer han har, gavner os ikke. Jeg har det Haab til Herren at Han vil bevare vort Folk fra Undergang i alle Skikkelser, at Han vil lade vore danske, vor nordiske Sag seire og gjre "Architofels Raad til Skamme," jeg kan ikke troe, at Tydskheden skal seire gennem Kongen; men hvor handler han uklogt, den Konge til Danmark, der nu gaaer Tyskhedens rinde, han vinder ikke Hjerterne tilbage fra et saadant Feilgreb! Vorherre bjlpe os og antage sig vor Sag! Han vre med sin Bistand hos de Faa!

Idag seer jeg af Aviserne, at vor kjre Viggo er blevet Lieutenant. Han ligger saa taalmodig derovre paa sit trange Sygeleie, men hans stakkels Legeme er saa trt, saa trt. Han kan ikke faae sin Seng redt, da hans Been jo ligger i en Trkasse, og han kan ikke forandre sin Stilling for Benets Skyld. Saaret var meget strre end jeg havde ventet det, men jeg gjorde godt Bekjendtskab med det i de 14 Dage jeg var der, da jeg hver Dag holdt Benet i min Haand mens det blev forbundet, og det lgedes godt; men det maa ikke lges, eftersom der sidder et Stykke Ben deri, som skal ud; gaaer det ikke af sig selv, skal det skjres ud, saa vi maa haabe, at det gaaer af sig selv. Fr midt i August kan han ikke tnke paa at sttte paa Benet, og vi have to Maaneder til midt i August. Om Fare troer jeg ikke mere der kan vre Tale, saafremt Intet uforudset stder til; han er bleven mager, kan De nok vide og seer bleg ud, og i de frste Dage kunde jeg ikke ret vnne mig til et underligt alvorligt Udtryk, som han havde, men det fortog sig lidt efter lidt, og han kunde godt vre livlig og spgefuld. Han savnede Bger til at lse i, og han havde ikke disse utallige smaa Opmrksomheder og Behageligheder, som det vilde vre saa let at skaffe ham, hvis han laae i Kjbenhavn, men som ikke kunne tilveibringes i Broager. Fader bragte imidlertid adskillig baade sjlelig og legemlig Fde med. Men De kan ingen Forestilling gjre Dem om, hvor drbende langsom Tiden gaaer i det lille Vrelse hvor han og Moder fra Morgen til Aften sidde sammen, uden anden Afbrydelse end Lgens Besg og Maaltiderne. Alle dansksindede Folk ere forjagne, kun en enkelt dansk Dame er endnu derovre, hun besger dem undertiden, ellers kan man ikke see ud af Vinduet uden at see Pikkelhuer og det hvide Bind om Armen, der betyder: Alliance mellem Preussen og sterrig. Naar man gaaer ud paa Gaden mellem Befolkningen hrer man Dansk og ikke andet end Dansk; Mange udtalte sig for mig om deres Kjrlighed til Danmark, "ja, det skeer nu aldrig, at Slesvig kommer fra Danmark," sagde mere end een Slesviger til mig, og de lnges inderligt efter at blive af med det tydske Vsen og alle Hjemmetydskerne. Brnene lege danske Lege paa Gaden, synge "falderifalderafalde rde Roser", "Sebastian ville vi fste med fireogtyve Guldheste" og en Dag gik en lille Pige gjennem Gaden med en Preusser ved hver Haand og sang: "Og derfor vil jeg slaaes som tapper Landsoldat!" I Skolen lrtes kun Dansk, men nu skulde der begyndes paa Tydsken. Men jeg troer det er frygtelig Skade at denne Tilstand varer saalnge, thi de have ingen Modvgt imod alle de snedige Angreb. Der kommer ikke et ordentlig dansk Blad, kun det vamle Berlingske Tidende, og imens trykke Tydskerne en Deel LgneSkrifter, skrevne paa Dansk og uddeler dem mellem Befolkningen, og Hamborg og Altona sender mange Penge til Dybbl Sogns Beboere for at lokke dem. Vi maa bede Gud bevare disse Menneskers Troskab, som er udsat for saa store Fristelser.

Jeg havde haabet, at De, kjre Andersen! i et af Deres Breve havde meldt mig Deres Komme, det er da ikke Deres Mening at narre os? Det maa De virkelig ikke. Jeg venter - om circa 8 Dage, tnker jeg, Louise Collin, men De og hun kunne da sagtens vre sammen, da vi har Plads nok; jeg venter ogsaa i Juli Charlotte Bournonville. Muligt kommer Fader hertil, naar han tager fra Broager. Men Plads har jeg altid, naar De vil tage tiltakke, og naar De selv vil vlge den Tid, der er Dem behageligst, saa er det mig kjrest. - Christian Stampe er for ieblikket ikke paa Nys, men ventes snart hjem. Familien befinder sig ellers vel. Fra Henrik skal jeg hilse Dem mange Gange, ligesaa fra Brnene og Frken Ancker.

Jeg venter egentlig et tredie Brev, der melder mig Deres Komme, kjreste Andersen!

Deres gamle Jonna.

Jeg aabner Brevet for at tilfie en Bemrkning. Da jeg imorges lste Deres Digt i den forandrede Form, gjorde det den Virkning paa mig, at jeg at jeg holdt mere af det uden det sidste Vers, Virkningen var mere gribende, naar det Hele ender: "Gud hold det uforkrnket."

Men da jeg ikke vidste om jeg maaskee tog feil, ventede jeg til jeg havde lst det for Elise og hun sagde ligesom jeg, at hun ogsaa fandt det smukkere, at det endte med et fjerde Vers. Dette synes jeg dog jeg maatte sige Dem, De tager det mig da ikke ilde op. De bleve meget bevgede, da jeg lste Digtet for dem paa Nys, og fandt det saa overordentlig smukt, De kan troe det gjorde godt idag i denne Uvished, at lse saa frisk en Udtalelse. Tak derfor!

Deres Jonna.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus