The Hans Christian Andersen Center

Dato: 20. juni 1864
Fra: H.C. Andersen   Til: Jonna Stampe, f. Drewsen
Sprog: dansk.

Basns den 20 Juni 1864.
ved Skjelskr

Kjre Jonna!

Igaar sendte jeg Dig Brev og i samme nedskrev jeg et Digt der lige var sprunget fra Hjertet paa Papiret; efter at Brevet var afsendt, kom. endnu et Vers til der giver Digtet en bedre Slutning, et Par enkelte Ord bleve ogsaa forandrede og for at nu ikke Digtet skal lses af Fremmede eller maaskee komme i Afskrift efter sin frste ikke fuldendte Meddelelse, skynder jeg mig med at sende det som det skal vre og derfor kommer her nu Brev igjen. Forleden fik j eg en Skrivelse fra Bjrnstjerne Bjrnsen der var saa ildfuld, saa gldende for Danmark, de Smaadigte jeg i disse Tidens Bevgelser har skrevet synes ret at have grebet ham, om han vil sige det samme om det te sidste kunde j eg nske, det er kommet fra den samme bevgede Sjl .
Han skrivar til mig i Anledning af Digtet "Danmark".

"Jeg maa altid grde naar jeg lser Digte af Dem i denne Tid, thi en saadan Evne til at optage i sig hele Folkets Sorg og Haab har jeg aldrig seet Mage til. Det er kun et naturligt Udbrud, som hvert enkelt Menneske selv har gjort hundrede Gange, og som her faaer Harmoniens Vinger op til den Algode. Og saavist som De har denne Evne, saa vist har Folket Senekraft, saavist som den Enkelte kan finde Smertens og Haabets dleste Udtryk, saa vist skal det Hele ikke forgaae i Smerte eller forspilde sit Haab!"

Gid det vre saa! ls disse Ord for Elise de ville tiltale hende, hun er en rigtig dansk Sjl!

Hils din Mand og Brn, glem ikke at bringe Frken Anker min Hilsen.

Hjerteligst
H. C. Andersen.

Imorgen!

Skal vi ej mere synge igjen
"Danmark dejligst Vang og Vnge!"
Hjertet blder, synge vi den,
Vinterens Storm har jaget den hen.
Kommer da ikke en eneste Ven?
Ham har vi ventet saa lnge.

Sommeren blser sin milde Bbr,
Hvidtjrnen blomstrer og Gjgen kukker,
Alt er saa smilende friskt som fr!
Fuglene kvidre i vante Humeur,
Hver en Blomst har sin gode Kouleur,
Kun Menneskets Hjerte sukker.

Ikke det hjlper, grd selv du Blod,
Jamren og Klage ei Mennesket baader,
Det som skal ske fra Evighed stod
Skrevet hos ham som er naadig og god,
Han som aldrig sin Skabning forlod,
Kongernes Konge, som raader.

Ikke endnu er vort Farti et Skrog,
Alle Mand vre paa Dkket!
Stykker af Rlingen Sen tog,
Sen slaaer, som den sjlden slog,
Sprjter sin Fraade mod Danebrog,
Gud, hold det uforkrnket.

Aldrig Fortrstningen helt vairer hen,
Fr brister Hjertet af Sorgen,
Altid Folketroen var den:
Danmark har i Vorherre en Ven,
Holde vi fast, han holder igen,
Og Solen vil skinne imorgen!


H. C. Andersen


NB Maaske forandrer jeg endnu Navnet paa Digtet og kalder det: Trst i Tro.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus