Kjøbenhavn den 15 Februar 1838.
Kjære Ven!
I dette Øieblik kommer jeg fra 15 Graders Kulde ind i din Søsters 33 Graders varme Stue, hun siger der gaaer en ædel Sjæl over Havet, som vil tage Breve med; jeg skriver derfor ihast et lille Epistel som faaer Lov at ligge ved din Søsters "samlede Værker", som jeg seer hun sender afsted; ja, nu er det da bekjendt i Europa at din Søster er Forfatterinde, det har staaet i de fleste tydske Blade og senere i de danske; Leopold Schefer i Berliin har indført hende. - Men nu til Theatret! Heiberg har skrevet et udramatisk dunkelt-hegelsphilosophisk Stykke: fatamorgana, som virkelig har smukke poetiske Steder men meget uklart, det beundres meest af de som ikke forstaae det og da een Mand offentligt spottede det, rigtig nok lidt for haard, kom Heiberg i Harnisk og har skrevet at han "har givet en Perle, men man skal ikke kaste Perler for Sviin." Hertz har fuldendt en Tragedie: Waldemar Atterdag som skal være overvættes historisk og heelt igjennem rimet. Om Forlovelser veed jeg at Cosmus Bornemann er bleven forlovet med (Smør) Mathiesens Datter. Dette Udtryk er ellers din Søsters og ikke mit! jeg er ikke forlovet! For at Du kan faae et lille Vers af mig vil jeg melde Dig at:
"Kock har ligget paa Sprogø,
Død er Apothekeren Bogø."
Din Søster siger mig at hun har fortalt Dig om mit Digt mene, mene tekel upharsin, samme fik lov at fremsiges, her er det! /
mene, mene tekel upharsin
Sceptret, ikke det paa Thronen,
Det der viser os Nationen
brænder tidt, som Faklen ned.
Daadens Rigdom ene gavner,
Alt det andet gaaer, som Avner,
Veires bort, før Du det veed.
#
Trende Flammer nyligt brændte;
Mon Betydningen Du kjendte?
Saae Du vel hvad Haanden skrev?
Hvad der var Nationens Første
Det den ansaae for det Største,
I et Nu et Intet blev.
#
See mod Østens store Rige,
Der hvor Folkefærd fremstige
Villieløs ved Hersker-Bud,
Under Fyr og Palmeskygge
Seer Du Magt og Trældom bygge
Czaren er en jordisk Gud.
#
Hvor den rige Sumpstad kneiser,
Stolt Paladsets Pragt sig reiser,
Billedet paa jordisk Magt;
Men see! Flammen slaaer fra Taget,
Alt er Ild, Du hører Braget,
Vældens Glands i Gruus er lagt.
#
- Kom mod Vest hvor Seinen flyder,
Livet sig i Farver bryder,
Øieblikket Mængden nyder,
Til Theatret vil vi gaae;
Skuespillet her er Sjælen,
Ordet dristigt, Sangen kjælen;
Czarens Slot er ei det Største,
Nei, Theatret er det Første,
Der Nationens selv sig saae.
#
Ildens Knittren Øret kjender:
See, den rige Flitter brænder,
Ja, det andet Blus er tændt.
Under Himlens Tabernakkel,
Glædens Scepter, som en Fakkel
Snart til sidste Gnist er brændt.
#
Kom, vi seile over Søen;
Vort Carthago er paa Øen,
Tidens Væverstol vi see;
Og en Jomfru holder Spolen,
Smiler bagved Væverstolen,
Rød, som Rosen, hvid, som Snee.
#
Rundtom Mylren og Beregnen;
Som en billedlig Betegnen
Kneiser i den rige Havn
Stolt en Guldkalv, som man krandser,
Alt Europa om den dandser
Børsen kaldes den ved Navn
#
Vil for Støv Du Knæet bøie,
See det styrter for dit Øie,
Ilden lægger det i Gruus.
Trende Flammer har du skuet;
I en Treklang saae Du lued'
Hver Nations det første Huus.
#
Føler Du ei, stor og liden
Poesi der er i Tiden
Dyb Betydning Tanken faaer.
Her er intet Spil af Kræfter,
Nei, naar Du kun tænker efter,
Flammeskriften Du forstaaer.
#
Præget paa de tre Nationer,
Hvad de kalde vil' det Største,
Hvad de nævne, som det Første,
Blev en glødende Ruin.
En usynlig Haand alene
Skrev sit understærke: mene
mene, tekel upharsin.
--
Øehlenschlæger finder det ogsaa høist oprørende, "man skal ikke hovere over Sligt!" sagde den gode Sjæl. Theatret var intet Flitter og Børsen med sine Penge Blodet i det vindskibelige Legeme! - ak!
Din Ven!
