Basnæs ved Skjelskjør den 30 Dec 1863.
I gaar Aftes ved Middagsbordet fik jeg dit Brev det er skrevet ud af et godt Hjerte og med Velvillie for mig; vær derfor hjerteligt takket. Med denne min Tak skulde denne Sag være sluttet, det var vistnok det Rigtigste, i det mindste et Gode for mig, indlade mig paa en "skriftlig Disput" som Du ikke synes at have imod, [indlader jeg mig ikke paa rettet til:] kan jeg ikke! jeg holder det ikke ud. Kunde vi begge med Rolighed og i Tiltro til hinanden mundtligt gjennemgaae vort Mellemværende, da vilde dette let ganske fordunste, men Du vil kun at det skeer skriftligt. Dette faaer aldrig ende og hvorledes er det mueligt at stille sine Ord, selv med den bedste Villie til Forsonlighed, at Ordene ikke betones og forstaaes ganske anderledes end man ønsker; intet Menneske har været groet ind i mit Hjerte, som Du, det har overvældet og uendeligt dybt bedrøvet mig da jeg fornam at Du ikke kunde trives der, de sidste Uger have været mig Lidelsens Dage! dette er sagt uden al Bebreidelse, jeg er blød og bevæget i det jeg skriver dette, der er endnu i mit Hjerte hele din Plads for Dig. Dine Breve og din Tale udfolder at "Sandhed" er Dig det Høieste, og dette er ganske fortræffeligt, men saaledes som jeg kan forstaae det, tager Du, tilgiv mig Udtrykket, ubehændig paa den. Meget er i og for sig Sandhed, men som der ikke er Gavn eller Velsignelse ved at ryste op i. Det er saaledes ikke til mindste Nytte eller Glæde for Dig eller mig at fortælle Dig hvorledes jeg iaftes blev til mode, da jeg saae der var et Brev fra Dig; og dog er det den rene nøgne Sandhed. Før naar jeg saae din Haandskrift / blev jeg glad og varm derved. Igaar gik der et Stik gjennem mit Hjerte, "hvad venter mig nu igjen!" var min Tanke og jeg aabnede ikke Brevet nede hos de Andre, i det jeg ikke vilde at de skulde see hvad der foregik i min Sjæl under Læsningen. Oppe paa min Stue fik jeg da Indholdet og det var det Bedste denne Juletid har bragt mig. Du siger imidlertid at Du ikke fortryder et eneste Ord af hvad Du skrev til mig i dit tidligere Brev, det [overstr: gav] kunde dog være at Du her forandrede Mening; husker Du hvert Ord Du skrev?, Husker Du hver Sætning hvorledes den stiledes? Du var vred, som Du selv siger, lad os blive derved, eller lad mig blive derved, og lad os ikke see paa den i Brevet forstenede Vrede, der har skaaret blodigt ind i mit Hjerte; jeg har ikke Brevet hos mig; [overstr: og] lad det være Aske! da jeg læste og atter læste det, maatte jeg føle og sige, "er jeg gal eller er han det!" - jeg kunde ikke samle mig, ikke finde Fodfæste i denne Sandheds Udtalelse; tidt i disse sidste tunge Dage der er gaaet over Danmark, er der i det hele politiske Virvar i denne Talen om Sandhed og Ret, saa stik mod hinanden, at jeg ogsaa der, som i min egen ringere Sag, har sagt: "hvad er dog Sandhed" i Verden? Hvor forunderlig opfattes den ikke! - Skriftlig "Disput" som Du forlanger det, om vort Mellemværende vil ikke som Du mener, give mig et "rigtigere Syn for Sagen", din og min. Jeg troer og er forvisset om at Du fra [din Anskue rettet til:] dit Standpunkt har handlet aldeles efter god og ærlig Overbeviisning, men jeg gaaer ikke ind paa at Du har handlet rigtigt, ikke heller at det er sund Sandhed, naar Du siger at [overstr: jeg] Verden lurer om mig med ækel Løgn og Smiger. Det er dine Ord. / Vi to ere i Meget Modsætninger, men uagtet disse og vor forskjellige Alder, kunne vi godt være Venner; Du er for gammel for din Alder, jeg maaskee for ung for min; Du har Særheder der ikke almindeligviis kan tillades i det selskabelige Liv den ganske Unge, jeg seer i disse Særheder Udvæxter af en eiendommelig Dygtighed der vil vise sig og selv disse vække Interesse hos mig, Du maa nu kalde mine Særheder: Digter-Natur eller "han er nerveus!" - jeg har fra Du traadte ud af Børneaarene følt en stærk Sympati - for Dig, det var mig en Trang at Du skulde forstaae den og al min Bestræbelse er gaaet ud paa at vise den, vil Du endelig ogsaa lægge nogen Egoisme hos mig heri, nu vel, den maa da søges i den Trang jeg har følt og føler i Erkjendelsen af hvad din Bedstefader var for mig. Det glemmer jeg aldrig uagtet jeg heller ikke, som Du engang [overstr: i Hidsighed mod mig] udtalte, "derfor kunde og burde finde mig i Alt af ham, paa en Tid jeg selv var kommen til Selvstændighed. Dine Forældre have været saa trofaste, saa velsignede mod mig; det er saa naturligt at jeg vilde gjerne vise igjen at jeg følte det! Nu kommer her til at Du var mig kjær som en Søn, som en ynger Broder; at jeg følte ubegrændset Tillid til Dig og denne tog ikke af ved Samliv paa Reisen; Du forekom mig tidt haard, forunderlig stridig, drillende - jeg har grædt mange Taarer for din Skyld - og nu har jeg / udtalt dette, og vækker det Harme hos Dig, saa har jeg handlet ilde, det vilde jeg ikke, hver usund bitter gjærende Følelse vilde jeg kaste hen, og derpaa række Dig Haanden og slutte Brevet med, som Du begyndte dit seneste, ved at føie til mit Navn "Kjære!" - Nu siger jeg Dig! lad os uden Smaahed, uden Bitterhed, holde fast ved hinanden; Du vil igjen groe ind i mit Hjerte, og mig vil det være et Gode, en Velsignelse. Havde jeg ikke holdt saa uendeligt af Dig som jeg gjorde, troer Du da dit Brev havde saa dybt bedrøvet mig! - Lad nu med det gamle Aar, [overstr: A] alt Bittert og Tungt veire hen. Lad os nu begrave den Sag, og er her i dette Brev Noget, Du vil kalde "Pinegalt" saa begrav det med, og lad os i det nye Aar mødes med fornyet Hjertelag. Gud glæde og velsigne Dig min egen kjære Jonas!
Din Ven H.C. Andersen
E.S.
Hils dine Forældre og din Søster Louise.
En Deel har jeg i de sidste Dage og Nætter lidt af Tandpine .
