The Hans Christian Andersen Center

Dato: 20. januar 1838
Fra: Carsten Hauch   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Den 20. Januar 1838.

Kjreste Ven!

Jeg har i lngere Tid ikke vret vel, ellers havde De lnge havt Brev fra mig. Jeg skylder Dem nemlig en Skrivelse for at sige Dem, hvi jeg ikke efter Lfte har skrevet en Anmeldelse af Deres Bog. Jeg fler, at De maa vre misforniet herover, og dog troede jeg ikke at kunne handle anderledes. Jeg finder Deres Bog, som sagt, meget smuk og fuld af poetiske Steder og Tanker; men ved niere Eftersyn fandt jeg ogsaa Adskilligt, som jeg efter min Samvittighed maatte omtale, og som jeg vidste vilde vre Dem ukjrt. Jeg troer nemlig, at De har forbigaaet et vigtigt Moment i Spillemandens Liv; De har vel givet os den smukke Begyndelse og Ende deraf, men ikke den egentlige Kamp i Mandomsaarene, hvorved man paa engang seer, at Geniet for Alvor udvikler sig og paa samme Tid stdes tilbage, og dette synes dog at vre vsentligt. Dernst trster efter min Mening det hiere Liv ikke Spillemanden nok; man bliver ikke engang vis paa, om han virkelig er et Genie; hans Religisitet synes snarere en mat Resignation, hvorved han griber Himlen, da han ei kan faae Jorden, der dog endnu synes ham det Bedste. Han staaer ikke over Roes og timelig Uddelighed, men han lider af Sygdom, fordi han ikke vandt dem. Dette, min Ven, er en Overbeviisning, som jeg som rlig Mand ikke kunde fornegte. Vr De for Resten overbeviist om, at jeg skatter Deres Roman som et Vrk, hvori der findes megen Poesie. Peter Vik, Steffen Carreet ere i mine Tanker mesterlige, hvad saa den fine Portion siger om den sidste, ligeledes Barndomshistorien og meget mere; heelt igjennem findes ogsaa glimrende, poetiske Diamanter; dette erkjender jeg i hieste Grad. Dog troede jeg, at en Recension af det Slags, jeg vilde kunne levere, ikke vilde vre Dem ganske kjr, og da jeg ndig vil saare Dem, taug jeg heller. Vel Dem, at De har Kraft til at arbeide; jeg har i den sidste Tid vret saa indisponeret, at jeg endnu ikke har naaet Midten af den Roman, jeg skriver paa. Ingemann har viist mig et Brev fra Dem, hvori De omtaler Deres Stykke i Studenterforeningen; jeg maatte lee hit paa flere Steder, som jeg fandt meget trffende, og dog beder jeg Dem som Deres sande og vel tillige mere erfarne Ven, vogt Dem for at fornrme dette Parti; De kan komme til at lide derunder i mange Aar, og det hjelper da ikke, om De virkelig prsterer noget Godt, det vil blive miskjendt og skudt til Side. Tag mig nu ikke dette Brev ilde op, og tro, at jeg nu som stedse er og bliver Deres hengivne og Deres Vrd i Sandhed erkjendende Ven.

J.C. Hauch.

Tekst fra: Det Kongelige Biblioteks Brevbiografi ved Kirsten Dreyer (208)