The Hans Christian Andersen Center

Du har sgt p: *censur*

G til frste fund  Tilbage til sgeresultaterne

Dato: 17. januar 1838
Fra: Bernhard Severin Ingemann   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Sore d.17 Jan 1838.

Kjre Andersen!

Med Tak for Deres sidste Brev sender jeg Dem her nogle venlige Utak fra min Kone for Deres Recidig til Julespg- og Nytaarslier-Sygen, som vi troede De havde lykkelig overstaaet. Jeg maa give hende Ret i hvad hun siger derom og vilde nsket De havde ladet den Spg fare, fornemmelig fordi det i sig selv er Uret og Synd mod Poesien, tildeels ogsaa fordi De nu derved uden Ndvendighed har sat Dem i et Slags Fegterstilling baade til Hertz og til Pal: Mller, hvorved De lettelig vil kunne faae nogle Tertser og Qvarter til Gjengjld, som De er meget for mskindet til at kunne fornie Dem over. Har De ved samme Julespg villet give Maanedsskrift-Selskabet nogle Raketskud, som det vel kunde have fortjent, saa synes det mig inconseqvent, at De med det samme vil gjre hele Pal: Mllers Salve - til "Ingenting". Dermed har De maaskee vilde vise Dem upartisk og betegne det Hele som Spg, men derved gaaer al Spgens mulige Virkning som Raketskud til Sandhedens re forloren. Hvad hiin Skat angaaer, som De srger over ikke at kunne hve, og som i enkelte Livs ieblikke dog synes Dem mere sund og riig, end alle de hvede Skatte af samme Natur, De kjender, saa mener jeg dette er en Flelse af det Uendelige og Evige, enhver poetisk Natur maa fle dybest i sig selv, men det er ikke derfor Individets udelukkende Eiendom - det er hiint Urdavld, der bevarer Universets Liv og hvoraf en ny Jord og Himmel skal udspringe for os Alle. Selv om det kun var et timeligt Ocean, kunde dog ingen poetisk Thor bringe det videre med dets Udtmmelse end Thor paa Reisen [til] Jothunheim bragte det med Verdenshavet. Enhver nok saa heldig Production er jo kun en Draabe af hiint Ideern[e]s hav, hvori alle poetiske Verdner hvile. Og nu frisk Mod baade hvad de indre og ydre Livsskatte anbelanger! Lad ikke Fanden oftere lokke Dem til at lege Bold med andre virkelige Digteres Guldbler, om der ogsaa er endeel Gruus og andre mindre gehaltrige Stoffer deri som i alt Menneskevrk! og glem ikke i de Livsmomenter, hvori De seer ind i den evige Skjnhedsverden gjennem Individualitetens Seerr, at det er den samme der afspeiler sin Herlighed under forskjellige Lysbrydninger i alle Digtersjle. Dog det veed De igrunden jo ligesaagodt som jeg; men det maa have vret lidt taaget i Intelligentsens Hovedsde, da De skrev hine Ord i Deres sidste Brev, hvori jeg baade maa give Dem Ret og Uret, eftersom man vil udlgge dem; jeg kalder det visselig ikke med noget ondt Navn, som De venlig forudsaae, men jeg troede at see et Feilblik i hiin individuelle Indadseen, hvorved den store udvidende Flelse af det evig Universelle stod Fare for at indsnrpe sig i Enkeltlivets Selvbevidsthed. Mit dramatiske Digt er sendt til Pressen. Paa at lade det spille gider jeg ikke tnke. Det maatte i saa Fald beskjres noget[;] dog det lod sig let gjre, skjndt det tryktes uforandret; men at underkaste sig en Censur, man underkjender, er mig en Selvmodsigelse, uden Hensyn paa Resultatet. - Hvad De fortalte mig om Meisling var mig gldeligt. Gid jeg snart maa hre et godt Udfald af Rantzau Breitenburgs Indlevering af Ansgningen. Gud velsigne Dem! Lev vel! Deres

B.S. Ingemann.

Tilfjelse i marginen s.4:] Fru Bgels Uheld gjorde mig ondt hils hende deeltagende fra mig!

Tekst fra: Det Kongelige Biblioteks Brevbiografi ved Kirsten Dreyer (207)