The Hans Christian Andersen Center

Dato: 3. juli 1863
Fra: H.C. Andersen   Til: Jonas Collin
Sprog: dansk.

Glorup den 3 Juli 1863

Kjre Ven!

Tak for dit Brev i det gule Omslag; Guult og Rdt veed Du er Spaniens Farver, jeg seer altsaa Noget halvt Spansk hver Gang jeg seer Brev fra Dig, men lad nu ikke dette Brev vre hvad man kalder en spansk Vesit, kort og formel, kom igjen, om Du ikke begriber det, saa veed Du dog,jeg lnges efter Dig. Jeg troede Du slet ikke mere brd Dig om at faae danske Snegle, at Du nu havde hvad Du vilde have, ellers var jeg af mig selv gaaet ud at samle, nu antyder Du i dit Brev at Du nok gad have nogle fra Fyen, men slaaer strax igjen dit nske istykker. Hvorfor gjr Du det, Btte! - Kan Du da aldrig forstaae, at Du gjr mig glad, naar jeg fornemmer at jeg kan gjre Dig en Fornielse, selv den ubetydeligste. Det er ogsaa forbandet med den Alder der ligger mellem os, det kan kun vre den, der fra din Side, gjr Vrvl mellem os, at det skulde vre Hiagtelse for hvad Theodor kalder Europa, er ikke Tilfldet, Du kan jo blive Amerika, naar Tiden kommer. Dersom denne Antydning til dine ikke indlogerede Evner, (egen Angivelse), rgrer Dig, skal det fornie mig, det er kun Gjengjld, thi Du har tidt rgret mig. Nu Snak nok, jeg har allerede samlet Snegle, naar de komme, endnu har jeg ikke saa mange, vil Du vide at Glorup ligger midt [i] imellem Nyborg og Svendborg, en Miil fra store Belt. Haven har, indtil de sidste Aar, vret tilgroet som et Vildnis, her er et stort fiirkantet Basin og i det sidste Aar er gravet Kanaler; det er Situationen, Sceneriet for Sneglefamilien; jeg er bange, jeg efter Sdvane, har fundet en heel deel Unger, dem troede jeg nu at en Pebersvend aldrig kunde faae. Naar jeg nste Gang skriver Dig til, lgger jeg ind i Brevet et Par Ord til vor Ven Viggo. Gid dog han maa have Gavn af Badet ved Norge! Du skriver at Du i hiere Grad end ellers nu er din egen Herre, de ere alle borte, Du kan hver Aften gaae paa Buler og sove ud om Aftenen, gid jeg kunde gjre det samme, men Du under mig det ikke, dit Skarn, jeg kjender Dig! - Vr forsigtig, at Du ikke forkjler Dig! da jeg nvner Forkjlelse, vil jeg sige Dig at jeg lider deraf, har Gigt i Nakken og Overarmene,ja jeg har derved den ulykkelige Tanke at jeg dog bliver ldre, netop i det jeg synes at Livet siger, seer Du, her er godt at vre, vr ung i din Ungdom! jeg har imidlertid ikke kjendt den, da maatte jeg altid grunde paa - den Dag imorgen!

Nu har Du da din Kasse fra Cadix, hvad er der saa i den af mine Sager? Her paa Glorup bliver jeg til Tirsdag-Morgen den 7de, reiser saa til Frijsenborg ved Aarhuus. Min Bog: I Spanien , afskrives, omskrives, udfolder sig og tilfredsstiller mig, det skal den ogsaa Dig, vil jeg haabe! hils David fra mig! * vr nu en lille Smule sentimental og hav mig i Tanken, og naar vi, om Gud vil, om eet eller to Aar kunne flyve ud sammen, haaber jeg Du er saa uendelig gammel, at vi ere Jevnaldrende.

Din H.C. Andersen.

* Det var dumt skrevet, om Forladelse, Du bringer jo aldrig Brev Hilsener!

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter

Glorup den 3 Juli 1863.

Kjre Ven!

Tak for dit Brev i det gule Omslag; Guult og Rdt veed Du er Spaniens Farver, jeg seer altsaa Noget halvt Spansk hver Gang jeg seer Brev fra Dig, men lad nu ikke dette Brev vre hvad man kalder "en spansk Vesit", kort og formel, kom igjen, om Du ikke begriber det, saa veed Du dog, jeg lnges efter Dig. Jeg troede Du slet ikke mere brd Dig om at faae danske Snegle, at Du nu havde hvad Du vilde have, ellers var jeg af mig selv gaaet ud at samle, nu antyder Du i dit Brev at Du nok gad have nogle fra Fyen, men slaaer strax igjen dit nske istykker. Hvorfor gjr Du det, Btte! - Kan Du da aldrig forstaae, at Du gjr mig glad,/ naar jeg fornemmer at jeg kan gjre Dig en Fornielse, selv den ubetydeligste. Det er ogsaa forbandet med den Alder der ligger mellem os, det kan kun vre den, der fra din Side, gjr Vrvl mellem os, at det skulde vre Hiagtelse for hvad Theodor kalder "Europa", er ikke Tilfldet, Du kan jo blive "Amerika", naar Tiden kommer. Dersom denne Antydning til dine ikke indlogerede Evner, (egen Angivelse), rgrer Dig, skal det fornie mig, det er kun Gjengjld, thi Du har tidt rgret mig. Nu Snak nok, jeg har allerede samlet Snegle, naar de komme, endnu har jeg ikke saa mange, vil Du vide at Glorup ligger midt imellem Nyborg og Svendborg, en Miil fra store Belt. Haven har, indtil de sidste Aar, vret tilgroet som et / Vildnis, her er et stort fiirkantet Basin og i det sidste Aar er gravet Kanaler; det er Situationen, Sceneriet for Sneglefamilien; jeg er bange, jeg efter Sdvane, har fundet en heel deel Unger, dem troede jeg nu at en Pebersvend aldrig kunde faae. Naar jeg nste Gang skriver Dig til, lgger jeg ind i Brevet et Par Ord til vor Ven Viggo. Gid dog han maa have Gavn af Badet ved Norge! Du skriver at Du i hiere Grad end ellers nu er din egen Herre, de ere alle borte, Du kan "hver Aften gaae paa Buler og sove ud om Aftenen," gid jeg kunde gjre det samme, men Du under mig det ikke, dit Skarn, jeg kjender Dig! - Vr forsigtig, at Du ikke forkjler Dig! da jeg nvner Forkjlelse, vil jeg sige Dig at jeg lider deraf, har Gigt / i Nakken og Overarmene, ja jeg har derved den ulykkelige Tanke at jeg dog bliver ldre, netop i det jeg synes at Livet siger, "seer Du, her er godt at vre, vr ung i din Ungdom! jeg har imidlertid ikke kjendt den, da maatte jeg altid grunde paa - den Dag imorgen!

Nu har Du da din Kasse fra Cadix, hvad er der saa i den af mine Sager? Her paa Glorup bliver jeg til Tirsdag-Morgen den 7de, reiser saa til Frijsenborg ved Aarhuus. Min Bog: "I Spanien", afskrives, omskrives, udfolder sig og tilfredsstiller mig, det skal den ogsaa Dig, vil jeg haabe! hils David fra mig! * vr nu en lille Smule sentimental og hav mig i Tanken, og naar vi, om Gud vil, om eet eller to Aar kunne flyve ud sammen, haaber jeg Du er saa uendelig gammel, at vi ere Jevnaldrende.

Din H.C. Andersen.

* Det var dumt skrevet, om Forladelse, Du bringer jo aldrig Brev Hilsener!

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 10, 57-60)