The Hans Christian Andersen Center

Dato: 9. november 1862
Fra: Jonna Stampe, f. Drewsen   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Christinelund d. 9de November 1862.

Kjre Andersen! Jeg har altid en vis Sky for at bebyrde Dem men mine Breve, da mit ensformige Liv herude bringer saa lidt tilveie af den Slags som interesserer Reisende. Flgen deraf bliver imidlertid, at jeg aldrig hrer fra Dem, muligt kunde den ogsaa blive, at De troede jeg glemte Dem - mod begge disse Flger vil jeg ved dette Brev vrge mig. Og det er mig saameget mere magtpaaliggende, som jeg ikke har lst Deres Breve til "Dagbladet." Jeg er ingen stadig lser af dette Blad, saa jeg maa gjre opmrksom paa, hvad der deri kunde interessere mig. Jeg blev ogsaa gjort opmrksom paa Deres Breve, men frst da det var forsilde, da Bladene var brugte til Indsvb eller Sligt. Jeg trnger derfor til at hre lidt fra Spanien, som staaer saa romantisk for mig, om Alhambras Lvegaard, om alle de skjnne mauriske Mindesmrker; sete med Deres ine og skildrede af Deres Pen, faae de et ganske eget Liv. - Vi leve vel her i vort lille Hjem, Henrik passer sin Dont, men er dog nu paa Udkig efter "en stor Glde," som De siger, forsaavidt som Trangen dertil kan kalde den tilveie; hans livlige Natur trnger til lidt Adspredelse, lidt aandelig Forfriskning, og hans Phantasie maler os tidt deilige Reise-Toure. Han er dog ikke kommen lnger end til Kjbenhavn, hvor han var for en Tid siden og opholdt sig hos mine Forldre; han kom oplivet og opvarmet tilbage, og havde befundet sig saa vel mellem mine Forldre og Sdskende. De flre Dttre, som Gud vre takket! voxe med hver Dag, lse og arbeide, for at ligne andre Qvinder i at vre dannede. Livet selv udvikler dem, hver i sin Retning, Rigmor varm og fuld af Sands og Interesser, Astrid barnlig og naiv, Christine fornuftig og eftertnksom, og den lille Jeanina, ja hun bliver vist "villiefuld," som De skrev om Rigmor, saa tapper og modig krver hun sin Villie gennemfrt. Mit eget Liv dreier sig imellem at vre Moder, Hustru og Huusmoder; har jeg Tid dertil, vil jeg gjerne pleie mine Venskabsforhold, "thi med Grs begroes, og med Ukrudt den Vei, som sjelden betrdes," og ndig giver jeg slip paa at lse lidt, eller at drmme lidt i min lille Stue, hvorfra jeg kan see en Smule salt Vand, Kirkegaarden, hvor Graven findes med mine Smaae og hvor jeg selv skal hvile, og Mark og Trer, som ere tomme og bladlse, og som Vinden farer igjennem, men hvori dog stundom en trofast Vinterfugl stter sig. - Blandt de Mennesker jeg lever iblandt og som De kjender, er der ingen Forandringer, ingen synlige skeet. Jeg har truffet Grevinde Holstein-Holsteinborg og vi talte om Dem, hun saae svag ud, men med et forunderligt fromt og bldt Blik. Baron I. Rosenkrands har ogsaa talt til mig om Dem og fortalt mig, at De var Venner; han sagde De havde troet, at han var en daarlig Person og var bleven forundret over at flnde ham meget skikkelig. Han fortalte dette meget morsomt. Med Viggo gaaer det fremad og jeg venter ham snart herud. Men han kan endnu ikke taale Lyset, han maa gaae med 2 Par mrke Briller. - Jeg glder mig meget til at De skal opfylde Deres Lfte at besge os til Foraaret, vil Gud; jeg lnges efter at De igjen skal see vort Familieliv. - Min Svoger Christian tager om nogle Maaneder til Rom, Baronesse Zeuthen og Prindsen af Noer ere paa Veien dertil. - Louise Ahlefeldt, fdt Neergaard er med Mand og Brn taget til sin Broder, Carl Neergaard paa Fuglsang, for at tilbringe Vinteren der; Manden tillige for at lre Landvsenet. Nu ere Beutners komne hjem fra Reisen efterat Fru Pingel og Sn vare komne til Meran til den syge Datter. Vr nu rigtig elskvrdig imod mig, kjre Andersen! regn ikke efter mit kjedelige Brev, men skriv ret snart til

Deres hengivne Jonna Stampe.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus