The Hans Christian Andersen Center

Du har sgt p: kjrlighed

G til frste fund  Tilbage til sgeresultaterne

Dato: 22. september 1837
Fra: Henriette Hanck   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

[22. September 1837]

Ja, det var rigtignok lnge, meget lnge siden at vi havde hrt noget fra Dem kjre Andersen, jeg troede nsten at De ganske havde opgivet at skrive, derfor har De heller intet seet fra mig. De sagde i Sommer at uagtet Deres Kjrlighed til hele Menneskeheden flte De Ligegyldighed for ethvert enkelt Individ, eller idetmindste Mangel paa sand Interesse for det, fra denne almindelige Lod unddrog jeg vistnok strax i Tankerne Collins og maaskee endnu et Par af deres kjbenhavnske Venner! men heller ingen Flere, at vi aldrig hrte noget fra Dem, bestyrkede mig i Rigtigheden af min Tro, og - hvor kunde det da falde mig ind at skrive? At Antagelsen af denne Tro imidlertid ikke er falden mit Hjerte saa let som mit Hoved, vil jeg gjerne tilstaae Dem, jeg har desuagtet i lang Tid hver Postdag ventet Brev. Naar den gamle tvre Brevdrager kom inden for vor Huusdr forekom han mig som den for mig interessanteste Person i Odense (udenfor min Familie) men fra Dem bragte han mig aldrig noget, og jeg har virkelig grmmet mig lidt over, at Broderen saa ganske havde glemt mig og os Alle. Undertiden har jeg tnkt saalnge over Grunden dertil, at det tilsidst forekom mig som om det var mig selv der var Skyld deri, og det var nu reent galt, thi der er intet der stter mig i et saa slet Humeur som Misfornjelse med mig selv; men - om det havde trykket mig nok saa meget, havde jeg dog ikke skrevet, hvis De intet Brev havde sendt mig! - Kald det ikke Trodsighed af mig, jeg troer det fortjener et mildere Navn, jeg vilde alligevel have gldet mig inderlig over ethvert Lyspunkt i Deres Liv, over enhver Hyldning der bliver Deres Konst tildeel, vilde alligevel have vret bedrvet for Dem naar De var syg og bedet Gud gjre Dem rask igjen, De havde desuagtet altid beholdt en ssterlig Veninde i mig; men nu er jeg dog glad at De har skrevet, meget glad ! Det bedrver mig tit ikke at kunde see og tale mine Venner; men jeg kan undvre det, naar jeg blot veed at de ere lykkelige, og ikke glemme mig. -

De har ikke skrevet fordi deres Brevmanuscript ikke betaler sig, staaer da Bedstemors, min og mines Glde over at hre fra Dem i saa lav en Priis hos Dem at den slet intet er vrd? - De har ikke skrevet fordi vi have vret saa meget i deres Tanker at De ingen Brevdue behvede at afsnde! - "Det er en nydelig Vending han har givet sin Tavshed," sagde Gusta da hun havde hrt Deres Brev, det gjorde mig ondt, det var slet ikke falden mig ind at det kunde vre en Vending ! - - Deres ny Tragedie spger ret om i mit Hoved: "Dina" skal den hedde, det er formodentlig af Ulfeldts Historie? Som Hovedpersoner deri tnker jeg mig da Frederik d: 3die, Ulfeldt, Eleonore Kirstine, Oberst Valter, Dina, o s v. Er det rigtigt? Heltinden der nok bliver en Rolle for Fr Heiberg maa da idealiseres grumme meget, eller maaskee Ulfeldts tro Hustru skal staae som et lyst Billed ved Siden af hende, dog derved taber vel Hovedpersonen for meget? Alligevel vilde jeg gjerne hre Dem skildre en Leonore, hun vilde sikkert blive ligesaa elskvrdig som Flaminia, ligesaa kvindelig som Louise i "O T", det forstaar sig der maatte jo blandes nogle kongelige Trk ind i dette Billede, ogsaa det vil De forstaa. Jeg synes alt deres Eleonore staaer saa tydeligt for mig, og - hun kommer maaskee slet ikke i Tragedien. Lee kun af mig og min Sprgelyst; men jeg er nysgjerrig som altid naar De begynder et nyt Arbeide, og har desuden en gammel Interesse for min Helt Christian d. 4des Datter maaskee dog meest fra Lunds Heroide241 som jeg som Barn lrte udenad! - Sndag Aften da jeg fik Deres Brev lste jeg netop i P. Mllers Trocher og Jamber, jeg synes der ere nogle smukke Vers blandt de sidste, ivrigt er jeg enig med Dem i at det hele Forsvar, eller Kamp hvad jeg skal kalde det, er hjst uhldigt, isr i et saa lille Land som Danmark, her staae de Fiender han sikkert ved dette Skrift har skaffet sig, ham saa nr at de let kunde skade ham, at han forstlig har villet fornrme Dem tror jeg ikke, han har kun med Begjrlighed greben et slaaende Beviis mod Maanedskriftet; men han kunde have brugt det uden den tossede Opremsen af hvad det indeholdt. Fader sagde da han havde lst Recensionen over Deres to Romaner, at det ret havde rgret ham da man saa tydeligt saae at Recensenten var Deres personlige Uven, der med et utaaleligt belrende Gnaveri vltede sig ind paa Dem, jeg vilde frst ikke have lst disse Udfald da jeg forud vidste at det (isr hvad Improvisatoren angik) vilde gjre samme Indtryk paa mig som naar man percifflerer hvad jeg anseer for helligt, eller stter Foden paa hvad jeg har kjrt; - men - Maanedskriftet var for 8 Dage i Huset, de frste 5 Dage rrte jeg det ikke; men den 6te lb jeg det flygtigt igjennem! Har De ingen Ahnelse om hvem Deres Recensent er?242 Jeg glder mig til at fornye Bekjendtskab med Deres: "Spillemand". De hrer til de Forfattere hvis Arbeider jeg frst ret kan nyde ved andengang at lse dem. - Hvad der sikkert vilde interessere mig overordentlig er Deres Levned, men hvor skal jeg faa fat paa revue des deux mondes? Hvis vi see Dem til Sommer maa De endelig medbringe det, saavelsom den Udgave af Deres samlede Digte som jeg aldrig har kunnet opnaa at faa at see!

De lnges efter Fader og Moder der ret ofte i Tankerne til Foraaret gjste Kjbh.; men derved bliver det vel desvrre ogsaa endskjndt det vilde vre en stor Opmuntring for dem Begge. Moder skranter meget i Vinter, og flere Sorger og ngstelser hun har havt har just ikke gjort det bedre, De kan tro det var en tung Tid da vi vidste den stakkels kjre Thea saa syg, hos vildfremmede Mennesker, medens vi slet intet kunde gjre for hende, ikke engang skrive hende til, gudskeelov hun nu igjen er hos Familie og i Bedring, jeg vil savne hende uendeligt i Vinter. Nu maa jeg kun leve ved de kjre Sdskendes Breve!

Gid Ranzau Breitenburgs Bekjendtskab maa vre Dem nyttigt, da han er en saa begavet Mand, maa det jo idetmindste vre behageligt; fornemme Folk maa efter min Flelse vre meget elskvrdige naar man ikke skal foretrkke Omgangen med sine Ligemnd. Dog Kunstnerne gjre en Undtagelse fra denne Regel, vil De vistnok indvende, vor Konge spilte en ubetydelig Rolle i sit lille Land, medens Goethe var Digterkonge i Europa. Jeg troer De har forendeel ret og derfor maa man vel tilgive Konstnerne deres aandelige Stolthed!

Da Talen var om hvad Ranzau B- nskede at gjre for Dem sagde Bedstemor og Tante "Gud give han dog vilde foretrkke noget vist om Aaret, for at reise til Italien det var dog langt fornuftigere!" Jeg tnkte i Stilhed at Syden nu da den for Dem maa have tabt Nyhedens Interesse, dog maaskee ikke mere vilde have den Tryllemagt som forhen, og gik halvveis over paa de Fornuftiges Parti! Nu nste Aar gaaer det jo til Breitenburg! - det er dog ogsaa noget! -

De siger at Caroline i Theateret mod Dem spiller la muette de Portici saa maa hun spille slet eller gaae ud af sin Rolle, ellers vilde Sydlnderinden ved Mimik hilse paa en gammel Bekjendt, nej, Caroline er en dansk Pige ovenikjbet fra Provindsen, og taler vist ikke frst til en Herre der ikke nrmer sig hende, isr paa et offentligt Sted, det vilde jeg uagtet min temmelig rvrdige Alder ikke engang gjre. -

ren er det eneste De lever for siger De, den dde Skat, De ene griber efter, nej kjre A- saa ulykkelig tror jeg ikke De er, er da Tanken om den Beundring et vellykket Arbeide vil forskaffe Dem da det eneste der begeistrer Dem for dette, jeg synes at De medens De nedskriver det, medens det endnu kun tilhrer Dem selv, ret maa fle Dem lyksalig derved, og at denne Flelse, maa kunne opveie mangt et Savn. - Tror De at De vilde stte Mngdens Beundring saa hit hvoraf vistnok den frreste Deel har Deres Agtelse, hvis De ikke trode at dens Enthousiasme for Dem hvede Dem endnu hjere hos flere af Deres Venner. Det tror jeg ikke, og saalnge De har denne Flelse, er De jo ikke saa fattig at De lever for ren allene. "Det er Fruentimmer-Resonnement" siger De maaskee, ja, jeg veed jo nok at Mndene somoftest tnke anderledes; men - De har fr sagt at vore Karakterer havde adskilligt tilflles, det har jeg nu rigtignok aldrig villet tilstaae (ikke engang for mig selv), fordi jeg har lst et Sted, at der udfordres to modsatte Karakterer til et varigt Venskab; - men - jeg tror det dog alligevel, og derfor tnker jeg mig at een Flelse, selv den mgtige rgjerrighed, ikke saa ganske paa alle andre Flelsers Bekostning kan have bemgtiget sig Dem. - Bliv ikke vred for hvad jeg her har skreven, jeg ved ikke selv hvordan disse Linier ere komne mig i Pennen - da jeg begyndte mit Brev vilde jeg have skreven om ganske andre Ting.

Lrdag Middag [23.9.]. -

Til Julen hrer vi dog lidt fra Dem? Der var En der i Sommer var saa nydelig at tilbyde, at han vilde sende mig Fredericke Brmers Brev, nu er det jo kommet, og jeg er meget nysgjerrig, det er nok Svar paa et fra Dem? Fr Lesse finder det saa smukt, siger De, hun gjr nok i det Hele meget af Fr. Brmer. Jeg skal bestemt svare til det hvis jeg maa faae det at see.

Hvor vi have havt et smukt Efteraar, paa de to sidste stormfulde Dage nr, vi have endnu de deiligste Georginer, Levkier og Resedaer, hvoraf jeg har et fyldt Glas staaende foran mig, idag skinner ogsaa Solen igjen i Odense, dog det er da overfldigt at fortlle, thi densamme Solstraale som spiller her paa Brevet skinner vist lyst og klart ind i Deres Stue; ivrigt staar den gamle Fdeby som altid, den spidse Gavl ligeoverfor seer lige saa kjedelig ud som sdvanlig; men fra Vinduet seer den lille smukke Naboerske, som De jo nok mindes fra i Sommer saa mildt herover, som om hun vidste at jeg skrev og vilde sende Dem en Hilsen gjennem Deres Sster

Jette.

NB. Deres Brev indbragte mig slet intet, de vare Alle saa forhippede paa at hre det, at jeg ikke fik Tid til at underhandle. Det er igrunden meget mere end De har fortjent; men den halve Interesse tilhrer Digteren, og den anden halve Byesbarnet H. C. Andersen, faaer dog imidlertid en hjertelig Hilsen fra hele Familien. -

(Langs Randen:) Jeg vilde alt have skrevet forrige Postdag; men Moder laae den Dag, Gusta var ude og de marslevske Herrer her saa det var mig umuligt; men her har De nu et til Fortvivlelse langt Brev, som jeg vil nske De vil have Taalmodighed til at lse. - Caja Plum er meget svag i dette Efteraar, det gjr mig ret ondt for den stakkels Thabita. Kalkars ere raske, Canceliraaden begynder nu snart sine Forelsninger igjen, Ida Hansen har jeg ikke seet siden medens De endnu var paa Lykkesholm da jeg en Dag bragte hende en Hilsen fra Fr. Lesse. Mad. Mller talte jeg forleden, hun syntes ikke om Svogerens lille Bog243 . - Hos Knudsens have de den Sorg at Karens Hoved efter et Fald hun i Sommer gjorde er saa svagt, at de ofte frygte for hendes Forstand244 , Fr. Falbe er i Bedring. - Fr. Schleppegrell kan jeg hilse fra, jeg var for kort siden til en Chocolade (som hun kalder det) hos hende. Jeg havde laant hende det sidste lille Hefte af Deres Eventyr, og hun forsikrede mig, at hun havde lst den lille Havfrue 5 Gange igjennem, og grdt hver Gang, der laa og en stor Taare med Sminke i, paa et af Bladene, det rgrede mig ordentligt, at den lille Havfrue skulde begrdes med en sminket Taare. - Seer De den kjre Fr Lesse da hils hende. Til Line kan det vel ikke nytte at sende en Hilsen, thi De bringer hende den ikke. Levvel!

Titchens Selskab er kommen hertil; men det er da vrre end intet245 .

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost