The Hans Christian Andersen Center

Du har sgt p: +Andersens +Hus

G til frste fund  Tilbage til sgeresultaterne

Dato: 13. december 1861
Fra: Jonna Stampe, f. Drewsen   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Christinelund d. 13de December 61.

Hvad mon De troer om mig, kjreste Andersen? gid De troede, hvad der har vret Tilfldet, at jeg ligesiden jeg fik lidt Krfter, har vret saa optaget af Barnet og huuslig Gjerning, at jeg neppe har faaet Tid til at leve lidt med Moder, som dog kun er saa kort hos mig, endsige til at skrive. De gjorde lille Christine en stor Glde ved at sende hende Deres Visitkort, det var jo af En "hun selv kjendte," og hun var ikke saa lidt stolt derover. Da jeg saae Deres Eventyr anmeldte, tnkte jeg et ieblik paa: "mon Andersen ikke glemmer mig?" men see, saa kom Posten og med den Deres kjre Gave. Jeg fli strax til at lse deri og begyndte jo med de mindste. Sommerfuglen fik mig til at lee hit, isr hvor den siger til rteblomsten; "Naa saaledes kommer De til at see ud senere!" Hele Characteristiken af Blomsterne, som Frieren seer dem, er ganske uendelig comisk. Og saa Rosenhkken! Hvor den dog er en yndig Skildring af saadan en umiddelbar og aaben Natur, som ikke kan krybe ind, men altid maa springe ud i Roser; jeg har maattet lse den flere Gange, og kommer altid saa forfrisket fra den Rosenhk. Den hrer til dem af Deres Eventyr jeg elsker meest, og jeg "lser Historien om forfra igjen, just fordi den ikke bliver anderledes." Og just Ydmygheden ved Siden af Skjnhedens og Gldens Liv gjr saadan en yndig Virkning. De skal rigtignok have Tak for den Rosenhk, som man kan have midt om Vinteren.

Jeg synes nok man (maae) kalde det "en srgelig Historie," Isjomfruen, hvor poetisk De end har ladet Deres Phantasie udarbeide hvad De har lst i Bogen ovre paa den lille med de tre Akasier, eller i Chillon er det nok Bogen findes. Det er saa smukt tnkt, at imens hans Synd med Bruderingen (om end det skete halvt i Ubevidsthed) er den der ligesom hvnende viser sig for ham og drager ham, som han antager, i Isjomfruens Favn, saa er dog Eckoet: "Min er Du" strkest fra det Hie, og gaaer han end ud af Verden flende sig som Synder, han modtages dog af den frelsende og tilgivende Magt. Stakkels Babette! hun er sdt, og han djrvt og frisk skildret. Det lyder jo som Ordsprog denne Samtale: "Du lader Dig ikke kyse," sagde Mlleren. "Og I holder altid Ord, Hver har sit Kjendemrke." - Kattene ere ypperlige, isr naar de ere saa misforniede at de ikke "give et Miau for det Hele." Der er Noget i "Psychen," jeg ikke forstaaer, hans Udvikling efter han er bleven Munk vil ikke ret faae Skikkelse for mig; han har intet "Barnesind," thi saa havde han ikke flt sig "lftet over saa Mange," mon han ikke netop mangler Barnesindet? men det skulde vel ogsaa vre saa efter Skildringen, men som sagt, jeg forstaaer ham ikke ganske.

Tusind Tak, kjreste Andersen! for Gaven fra Deres Aand, og Gaven fra Deres Haand! Jeg maa saa ofte lse for Brnene af Deres Eventyr og Historier, og fler saa tidt Lyst til at sige Dem hvor meget De glder mig med Deres Aandsgaver; men jeg vilde dog genere mig ved at tale frit derom, jeg synes allerede jeg har for dristig ved at give min stakkels Mening tilkjende om disse sidste "Eventyr og Historier." Men De vil jo nok hre paa mig med Venlighed.

Tak fordi De husker os, hvor sjeldent vi end ses. Naar kommer den Stund da De besger os? De burde dog see vort nye Hjem og den deilige Vedbend, De engang gav mig, som nu naaer helt op i Bgetret. Naar De lgger Deres Plan for nste Sommer, saa regn Christinelund med til de Steder De vil besge. Nu kommer lille Rigmor ind og glder sig til at besge Dem, hvis De tillader det. Det kunde more mig om Ingemann engang fik dette Barn at see med det danske Navn, det danske Ydre og det danske Sind. Naar De skriver til ham, vil De saa bringe ham en hjertelig Hilsen fra mig og takke ham for den Sommerdag jeg tilbragte i hans Huus, og for den Glde hans danske Romaner gjorde mig i min Opvxt og som nu fornyes i min Datter.

Hvis De har vret vred paa mig, hvortil De havde en god Grund, saa haaber jeg dog at De ikke lader Aaret gaae til Ende med denne Stemning imod mig; men at De nu som altid er venligsindet imod mig, og regner mig med til Deres gamle prvede Venner.

Deres hengivne Jonna Stampe.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus