Montreux 27 Juni 1861.
Kjære Ven!
Tak fordi De glædede mig med Brev, jeg fik det den 7 Juni i Florentz, siden er jeg kommet Dem et Stykke nærmere, jeg er for Øieblikket ved Genfersøens østlige Bred i det maleriske Montreux hvor jeg ogsaa i fjor Sommer tilbragte nogen Tid. Det var mig tungt at forlade Rom, hvor jeg maaskee aldrig mere kommer, en heel Maaned blev jeg der, men Heden tog i den Grad til at jeg kun Morgen og Aften kunde vove mig ud; kun een Gang fik jeg Paven at see, det er en corpulent smuk Mand, som saae meget tankefuld og forstemt ud; de mange franske Soldater har givet Rom et livligere Præg end før, Musiken klinger lysteligt, men Folkeliv, Moraspil, Saltarello-Dands saae jeg ikke noget til. Alle den gamle Tids Reiseplager, Prælleri og Pas Vrøvl, har man da uforandret og just nu føleligt i Pavestaten, medens man i hele det nye Italien reiser ugeneert, som hjemme og i England. For at komme ind i Pavestaten maa man paa Dampskibet først afvente et Tilladelses Kort, saa maa man i Land, løbe paa Poletiet, saa paa Banegaarden afgive sit Pas, saa faae Lov at kjøre til Rom og der, / have Opholdskort, dette gjentages naar man skal ud igjen; det er som man krøb hen af en raaden Træbul mit i det nye friske Skovland; der er gjort Alt for at genere og plage den Reisende. Fra Kückler har jeg venlige Hilsener til Dem, han talte saa deeltagende om Dem. Hvad jeg som altid savner ude, og saa særdeles sætter Priis paa, er Breve fra Hjemmet, man skriver mig saa lidt til, De hører til Undtagelserne, Dem faaer jeg altid Svar fra, men tænk af 38 Breve har jeg kun faaet 9 Breve igjen, - det er ikke retfærdigt Mageskifte, ni Breve for 38; men saaledes ere Vennerne. I Rom var jeg flittig, jeg skreven lille Historie: "Psycken" og et Eventyr: "Sneglen og Rosentræet", dem skal De høre, naar Gud vil vi sees. Fra Cevitta-Wecchia gik Hjemreisen til Søes til Livorno, Skibet var overfyldt, hele Natten maatte jeg tilbringe paa Dækket, men Veiret var smukt, Stjernerne blinkede. I Florentz overværede jeg netop Italienernes første Aars Fest for det forenede Italien. Hele Staden var paa det meest glimrende oplyst. Lamper i millionviis, vare anbragte paa alle Huse, Taarne og Broer, / især saa Taarnet af Palazzo vecchio mageløs ud, straalende ud i den blaa Luft. Faner og Flag vaiede, Musiken klang, Folk dandsede og imens kjørte Vogn ved Vogn i to Rækker gjennem de opfyldte Gader, men Alt gik af med den meest mageløse Ro og Orden. Jeg gjensaae igjen de herlige Gallerier, anskaffede mig der, ligesom allerede i Rom, en Deel Stereoskop-Photographier, som jeg glæder mig til at mine Venner skulle see, jeg vil i disse ret gjenkalde mig hvad jeg har seet. Fra Florentz gik jeg til Lucca, en forunderlig dødsstille By og naaede igjen Livorno for at indskibe mig, men nu oplevede jeg den ubehageligste Nat; det stormede, Søen rullede, Skibet var igjen overfyldt, jeg leed meget og kunde neppe staae paa mine Been da jeg naaede Genua, her hørte jeg den sørgelige Efterretning, om Cavours Død, der greb Alle, Dagen derpaa reiste jeg til Turin for at overvære Begravelsen, men kom forseent, Cavour var allerede Aftenen forud bisat. Det er en levende, livlig, livsglad By Turin, det nye Italiens Hoved; jeg blev her et Par Dage og gik saa til Milano for at see Marmorkirken og La Scala / og derfra til Lago magiore hvor jeg blev halvanden Dag paa den lille Isola bella. Sneen laae endnu paa Simplon, dog varmt og behageligt var her, just en mild Luft til at aande, den har jeg ikke hernede i Dalen, tænk Dem, vi havde i forgaars 49 Grader i Solen. Ved Sitten begynder allerede Jernbanen, der skal føres gjennem Simplon, jeg blev nogle Dage i Bex, en varm, men skyggefuld Dal, lige under det sneebedækkede Dent du Midi og er nu, som sagt i Pension her i Montreux tæt ved Søen, ikke langt fra Chillon, hvis Fængsler og afskyelige Minder jeg har besøgt. Banetogene løbe 8 a 10 Gange om Dagen lige under mine Vinduer, Søe og Bjerge vexle i de deiligste Farver; i forgaars saae jeg den deiligste "Alpeglühe"«, Savoiens eller rigtigere nu, Frankeriges Bjerge, syntes at gløde i Kammen, som var det glødende Lava og Aftenen forud var her et Tordenveir, saa majestætisk at jeg aldeles overvældedes, Drønene rullede i hinanden, et Par Timer, og Lynene foer i Sløifer, Knuder, Zickzack mens hele Himlen til alle Sider var een Ild-Aanden. Under alt dette foer Locomotiverne frem og tilbage med deres / Damp og Ild-Bouquetter. Imorgen reiser jeg til Lausanne, Bern, Interlaken og kommer saa i Ro i Brunnen, der, ikke sandt, glæder De mig med et Brev, det sendes: "Brunnen, 4 Cantons, Suisse, poste restante". Dersom De eier Deres Photographie, som Vesitkort, De skrev sidst at denne var lykkedes, da send mig et Kort i Brevet, jeg vil blive uendelig glad derved og just gjerne herude have det, mellem mine andre Kjære, dem jeg har ført med paa Reisen. Jeg arbeider paa en lille Fortælling: "Ørnereden", min Musa har, imod Sædvane, flittigt besøgt mig paa denne Reise, men jeg er i den sidste Tid meget lidende af Hovedpine, som er vedblevet siden jeg var saa syg paa Dampskibet fra Livorno til Genua. - Om Fred og Krig, om Forholde og Tilstande hjemme veed jeg aldeles intet, da jeg ikke har seet Aviser siden jeg var i Rom og hjemme fra, som sagt, kommer saa sjeldent Brev. - Min unge Reisekammerat Collin er meget lykkelig ved sin Reise, men gaaer meest op i Naturhistoriske Undersøgelser, han har samlet saa mange / Snegle, Skorpioner og Fiirbeen at vi snart føre et heelt Menageri med os. Jeg vil tro og haabe at der engang bliver noget dygtigt af den unge Mand. Lad mig vide om hvorledes De paa Papiret skrider frem i Deres Livs Historie, De veed hvor særdeles den interesserer mig. Hvad rører sig i vor Literatur? Da jeg forlod Rom reiste Bjørnstjerne Bjørnson ud til Arizzia for der i Sommer at fuldende sin Trilogie, Tragedien Sigurd Slemme; meget ruerteligt bad han mig hilse Dem; han har i Vinter i Rom skrevet en Deel smukke lyriske Digte som vor Landsmand Ravnkilde, der lever i Rom, har componeret; Text og Musik ere fortræffelige og komme ud hjemme, eller i Norge, ved Nytaars tider. Og nu levvel! hils Deres Kone, ligesom Harder, Wilsters og Boyesens. Lad mig ikke længes for længe efter Brev! nu har De Sommer og Roser, jeg har allerede faaet for meget af den første og fuldeligt, men deiligt af de sidste. Solvarmen har jeg uafladeligt prøvet lige fra den 12 April og til nu.
Deres hjerteligst hengivne
H.C. Andersen.
