Du har søgt på: +Det +Kongelige +Bibliotek

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 13. februar 1837
Fra: Bernhard Severin Ingemann   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Sorøe d 13 Febr 1837.

Kjære Andersen!

Tak for de venlige Tankebesøg og fordi De overvandt Ulysten til at skrive! Naar jeg skal tage Brevpennen fat, skal der ogsaa gjerne en udvortes Foranledning til, som et Brev eller Sligt, uagtet der heller ikke hos mig savnes indre Motiver til Underholdning med fraværende Venner. Blandt de kjære venlige Billeder, der ofte her i vor Eensomhed ere aandelig tilstede iblandt os, er ogsaa Deres. Hvergang det fremstiller sig for mig, seer jeg det ligesom voxe op fra Disciplen i Slagelse Skole til den høie, godmodige hjertelige og phantasierige Poet, som man gjerne kunde slaae en Knude eller to paa, uden at han dog blev paafaldende lille eller tyk. Men, kjære Andersen! er jeg da saa graahærdet en Veteran, at De personlig skal føle Dem halv fremmed for mig, idet vi dog ret fortrolig og kjærlig mødes i Aandens og Digtningens Verden! De er ligesaalidt den blot haabefulde Yngling, som jeg er den gamle udtjente Navneværdies-Poet, der kun sidder paa Stads og rækker den yngre Laugsbroder et Par Fingre, naar der bydes ham en heel ærlig Haand. Jeg haaber endnu at vise Dem, at jeg ikke er for gammel til at digte Elskovssange, om endogsaa i en tusindaars Skikkelse (jeg mener Holger Danskes).

Hvad har Tid og Alder med Digternes Venskab og Fortrolighed at gjøre? Ancienniteten hører jo dog til den prosaiske Verdens Philisterier. Hvad De meddeler mig om Deres Sindsstemning og nærværende Livsanskuelse, var mig ret glædeligt. Den gode gamle Skjaldemethode, at befrie den bundne eller betyngede Sjæl i Sang, er visselig probat; det har jeg selv tidt fornummet. Jeg længes efter Deres nye Roman, med eller uden formelig Plan. Den ubevidste Plan, der lønlig ligger i den poetiske Idee selv og udfolder sig frit under den begeistrede Udførelse, er vist igrunden den allerbedste, ligesom den i sig selv er Genien naturligst. Reflexionen opskriver ofte en Plan, som den rette Begeistring kun med et Smiil seer paa, for at slaa Streg over, og naar Aanden virkelig føder, veed Forstanden kun lidt forud om det bliver en Dreng eller Pige; men det er ogsaa det samme - en levende Sjæl bliver det. Paa Stemningen, paa den bevarede Kjærlighed og Troskab i Sindet kommer Productionens Lykke vist fornemmelig an. - Har jeg læst rigtig, og troer De, at jeg ikke holder af Deres Børneeventyr? 2det Hæfte holdt jeg særdeles meget af, og det har jeg givet til flere Børn. Hvad jeg havde mod lste Hæfte har vi talt om; men jeg veed ikke rettere, end at jeg har sagt Dem hvor kjært 2det Hæfte var mig. Hvad det skjønne Sagn angaaer om Elementaraandernes Besjælelse ved Kjærligheden, da mener jeg at Kjærlighedsideen her er den besjælende Guddomsgnist og at den som alt Guddommeligt er hævet over alt Vilkaarligt og Tilfældigt og selv uafhængig af alle individuelle Forhold; saaledes bør det upaatvivlelig ogsaa opfattes i enhver dybere Digtning. Heri ere vi altsaa ganske enige, og det vil saa meget mere interessere mig at see hvorledes De ved en eiendommelig Opfindelse har anskueliggjort det i det nye Eventyr.

Min "Holger Danske", i samme Form som "Jerusalems Skomager" men naturligviis i en heelt forskjellig Characteer, er under Pressen og vil besøge Dem om en Maanedstid med venlig Hilsen fra mig. Paa den nye Udgave af Vald. Seier er der endnu ikke begyndt; men Collins livlige Interesse for Sagen og sjældne Dygtighed til at udføre hvad han erkjender for Godt Smukt og Gavnligt giver Foretagendet Sandsynlighed. Dog beder jeg Dem ikke omtale det, da det maaskee dog kunde modvirkes af vor fælleds Antagonist, som Grundtvig, med al sin Kjærlighed til mig, dog har kaldet "al Danskheds Ven". Er han (M.) dog ikke bleven mildere og kjærligere stemt, siden han nu skriver Bøger for Børn, hvortil der jo fornemmelig udfordres et kjærligt og selv barnligt Sind, der maa være den Stemning aldeles modsat, hvori han skriver æsthetiske Recensioner. Det skulde virkelig glæde mig, hvis den bedre Natur i denne i mange Henseender velbegavede Aand engang vilde smelte den bedske Iisskorpe hvori Recensentlivet har stivnet ham. Jo ældre jeg bliver, jo mere oplives Haabet hos mig, om at den Eensidighed og overmodige Egoisme, der i de litteraire Fjendskaber bidrager saa meget til at forbittre enhver dansk Digter Livet, dog maaskee mod Enden af vort Liv skal forsvinde og give Plads for den tilbagetrængte Retfærdighedsfølelse og Sandhedskjærlighed. Miskjendelse og Forurettelse ere vel desværre nødvendige Prøvelser for os Alle. -

Uden slige Gjenvordigheder vilde vi ogsaa være alt for lyksalige, og der var ingen ligelig Fordeling i Digternes og Prosaisternes Livslykke. Hauch er en høi og ædel poetisk Natur; jeg skal bringe ham Deres Hilsen. Vær paa det venligste hilset fra min Lucie og Deres hjertelig hengivne

Ingemann.

Tekst fra: Det Kongelige Biblioteks Brevbiografi ved Kirsten Dreyer (192)