The Hans Christian Andersen Center

Dato: 17. maj 1861
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

361. Til E. Collin.

Rom den 17 Mai 1861.

Kjre Ven!

I dette ieblik fik jeg Deres Brev med Indlg til Jonas, jeg skriver strax, idetmindste begynder paa en Skrivelse for at sige Tak for Brevet, det vi med stor Lngsel saae imde, thi ogsaa vi have meget lnge ikke hrt et Ord, Jonas var endogsaa lidt vred derover, som rimeligviis er udtalt i hans Breve. Fra begge Sider lser det sig op i varm Deeltagelse, Lngsel efter at vide hvorledes de Kjre have det. At De imidlertid har vret urolig og at De har lnge ventet paa Brev, er mig ikke ganske klart, thi Jonas og jeg have stadigt skrevet, han meget mere end jeg havde ventet det, ja han har frivillig, uden Mindelse fra min Side, sendt Breve afsted og naar han var hjemme og ikke Snegle, Skorpioner og Skruptudser beskjftigede ham, var det altid om at sende Brev hjem. Hvad mig angaaer, da har jeg siden min Afreise skrevet 18 Breve og faaet tre igjen. Vi holde Bog over Afsendelsen og jeg seer at jeg Dagen fr vor Afreise fra Genua, altsaa den 24 April skrev til Deres Sster Ingeborg, nste Dag reiste vi til Livorno, blev der een Dag og kom den flgende Dag om Eftermiddagen til Rom, strax Dagen derpaa afsendte Jonas Brev, deri laae eet fra mig til Deres Kone, det var den 29 April. Nu skrev jeg den 2 Mai til Fru Boye, den 4de Mai til Jonna, den 6 Mai til Dem og til Deres Fader, den 11te til Etatsraad Drevsen, den 16de til Louise Lind. De vil saaledes see, at naar jeg nu regner de forskjellige Skrivelser Jonas har givet, da have vi vret srdeles skrivende, og kommer der et Ophold, da ligger det i, at enten er et Brev forkommet eller Jonas og jeg ere paa Reise, hvor vi ikke kunne faae Tid til at skrive eller afsende. See den lange Fortlling tog lidt for megen Plads op! Vi have en skrkkelig Varme, altid Scirocco og uagtet det i gaar tordnede og lynede voldsomt er det ikke bedre i Dag. Jonas var da med Weilbachs og tre Damer ude i Tivoli, jeg var bundet her ved Pligt-Besg, da Amerikanere og Engelndere overvlde mig, trttende, med Hflighed. Jonas kom meget glad hjem iaftes, overrasket isr ved Hadrians Villa i Tivoli; han regnede denne Udflugt til noget af det Interessanteste paa Reisen. I Dag skal han for anden Gang i Vatikanet, som han ikke har ret Mod paa, da der er for Meget!, siger han, men vi have nu snartvret her i tre Uger ogsaa maa man see at faae Bugt med Noget af det for meget Herlige!–Jeg troer at han har Gavn og Glde af sit Ophold, han skriver stor Dagbog og er utrttelig; han udtaler sig jo lidt mindre end jeg vilde gjre det, og blive meget glad ved, men hans ine lyse imellem med stor Glands. Vi komme, troer jeg, (det maa De kunde sige mig), godt ud af det; han vil gjerne vre ldre og jeg yngere, end vi ere, og saa mdes vi jo i vor Tilbielighed. Han er ualmindelig fremme, veed Meget, er en god Natur, dog det veed De nok!–lidt prikken siger han selv han er og jeg vil ikke modsige ham. At jeg er lidt for ngstelig for ham, er en Svaghed hos mig; er han ude med de Andre, siger han mig temmeligt niagtig naar jeg seer ham igjen og jeg troer at hverken De eller Deres Kone kunne kjrligere flyve ham imde end jeg, naar han da trder ind i Stuen! Forleden Aften var der Afskeds Gilde hos de danske Kunstnere, Bringstrup reiste; Jonas var med og jeg lovede ham, at kom han ikke til Elleve gik jeg iseng, men da Klokken var elleve, kom Angest over mig og De begriber ikke hvad jeg leed af taablig Frygt for at der skulde hndes ham Noget naar han seent gik hjem, uagtet jeg vidste at een eller anden Landsmand ledsagede ham. Gildet varede meget lnge, Jonas var Een af dem der frst brd op, men Klokken var halv eet og jeg var komplet syg af Angest, jeg saae det bedrvede og overraskede ham og han var meget sd og rar, uagtet han ikke sagde Meget. Jeg troer han forstaaer hvor kjr han er mig, og jeg synes ogsaa at jeg rykker mere og mere ind i hans Fortrolighed. Han fortller mig tidt ganske livligt Eet og Andet; meest slutter han sig til den unge Bissen, og til Bjrnsen, den frste er dygtig, men temmelig taus, den sidste er genial og meget vel udtalende. De veed jeg synes ogsaa godt om Bjrnsen; Bissen synes mig af disse indadvendte Kunstnere, der har Dygtighed og ere hist respectable, men jeg veed dog ikke ret hvad der boer i ham, fordi man holder Mund er man ikke dybsindig. Jonas og jeg have en udmrket Appetit, og jeg vilde nske De saa ham her, han er complet feed.

Vor Menage er, at vi Klokken 8 1/2 drikke hver to Glas Kaffe eller Chocolade og spise der til. Klokken 12 faae vi to, tre Retter varm Mad, meest Beufsteeg og friske grnne rter, samt en lille Fogliette Viin hver, Klokken sex tage vi Middag, tre Retter med Viin, i Mellemtiden, en Kop Kaffe og til Aften have vi hjemme Parmasan Ost, Frugt og Brd. Vi kjre en Deel, da Heden nu er for strk og Sciroccoen ogsaa virker paa Jonas.

Fortsttelse.

den 20 Mai 1861.

I forgaars var Jonas og jeg, efter Indbydelse af Garibaldis Veninde Fru Schwartz, ude i Bjergene, men det var en kold, graa Dag; hendes Vogn hentede os Klokken halv elleve, men da vi kom til Banegaarden, var Toget afsted, man havde taget Feil af Tiden og vi maatte paa Banegaarden vente til Klokken 12 og da gaae med et Tog i en anden Retning, nemlig til Fraskati, hvor vi toge Vogn, dog det Udbytte havde Jonas heraf at vi da kom een af de smukkeste Bjergegne, gjennem en Skov af Eeg og Bg, dernst gjennem Byerne Marino, eet af de vrste Rverhuller, og Castel Gandolpho, vi kjrte langs med Albanersen og naaede til Arizzia hvor Frken Kjrulf fra Kjbenhavn boer; hun var indbudt af Fru Schwartz til Byens Hotel, hvorhen vor Vertinde havde med Morgentoget sendt fra Rom gode Sager, Jordbr og Champagne, vi fik stegte Vaktler levede godt men maatte strax efter Bordet hjem igjen da Toget gik ind Klokken 7. Igaar, Pindsedag igaar, kjrte vi til Peterskirken og hrte de rrende hie Mandsstemmer; den egentlige Hitidelighed var i det sextinske Capel, hvor Paven og alle Cardinaler vare tilstede; men derind kunde man kun komme festligkldt, Jonas har allerede eengang seet Paven, jeg derimod ikke, men det var mig af Vigtighed at han kom ind til den Hitidelighed, nu var Jonas i lang tyk Frakke og havde sin ny nskehat paa, hvad var da at gjre, jeg fik ham ud af Kirken og ude paa Pladsen skiftede vi Klder, han fik min sorte Kjole paa, der dinglede ham om459 Lemmerne, han lignede Christian Schmidt i Talismannen hvor han ifres den salig Afddes Kldemon; min Hat fik han paa Hovedet og skred nu op af Marmortrapperne ned i Capellet. Jeg havde ifrt mig hans Frakke, i hvilken rmerne naaede mig knap til Haandledet og havde paa Hovedet hans Kunstnerhat og med hans og min Stok i Haanden vandrede jeg saaledes gjennem Gaderne hjem. Saaledes var jeg pindsekldt. Han kom hjem opfyldt af Festligheden. Siden kjrte vi med Bjrnsen og Ravnkilde, de to jeg synes bedst om i vor Omgang, ud af Porta pia og saa Albaner og Sabinerbjerge: staae i det blaaeste Indigo! som en bermt Forfatter har sagt; Solen forgyldte Himlen; men det var Scirocco, altid Scirocco der virker strkt paa mig og nu ogsaa lidt generer Jonas; jeg har det ellers ikke ganske godt, jeg lider af Hemorider og har voldsomt Blodtab. Enten er saaledes Humeuret tungt eller jeg meget udmattet Jonas og jeg blive her Maaneden ud og gaae da til Florentz men det kan ikke hjelpe at De, efter at have modtaget dette Brev, sender os Breve andet Steds end til Genua poste restante.–

Naar vi nu, rimeligviis Onsdag den 29 Mai forlade Rom og over Livorno og Pisa gaae til Florentz kommer der en lille Standsning i den Strm af Breve vi have sendt hjem, men lad det ikke ngste Dem, dog, kan jeg skal jeg fra Florentz skrive for at De kan vide hvorhen De har senere at sende Breve, men indtil da, gaae disse, som sagt, til Genua poste restante. Jonas er meget lykkelig ved hvert Brev hjemme fra; han oprulles daglig meer og mere for mig, eller ogsaa udvikler han sig meer og meer her paa classisk Grund, beaandet af den varme Luft fra Africa. Saatidt tale vi om Dem, Deres Kone og Louise, nske at vi havde Dem hos os. Louise blev aldeles stille! siger Jonas, naar jeg sprger hvad mon hun her vilde sige. Hun vilde overvldes, og Fatter vre rigtig glad! vi tale tidt i Spg om hvor vi vilde fre Dem hen havde vi Dem her en heel Dag! Fru Marie Boye vil Jonas kun have ned i Scipionern[es] Grave i al den Uhyggelighed med Labyrinther, Mulm og Kulde, alt det Gyselige der troer han vilde rigtig glde hende. Fra Genua gaaer det over Milano til Lago Magiore, i Schweitz har jeg store Planer for at Jonas ret kan faae et storartet Udtryk af dette magelse Land. Jeg vil saa gjerne at det kjre Menneske ret skal have en Sum af Minder fra denne hans strre Reise i de frste friske Ungdoms Aar han lever i. I dette ieblik kommer Jonas og jeg hjem fra Peterskirken hvor jeg var verst paa Taget men han oven over Kuppelen, han var henrykt over Skuet og Bygningens Storhed, som han nede i Kirken ikke havde troet saa mgtig. Jeg var i en Grad neerveus, som ikke i lang Tid og det var et Helvede for mig at naae ned igjen, Vandet haglede ud af alle Porer, vi kjrte saa en Tour i den deilige Luft, i Dag er vi fri for Scirocco, Nordvinden kjler saa deiligt og da vi kom hjem laae Brev, eet til mig fra Mathilde rsted, der fortller at hun hrer af Fru Wanscher at endnu den 9de havde man ikke hrt fra os i Rom, men Deres sidste Brev er fra den Dag just og De har hrt fra os og nu senere i Fylde faaet Breve. Jonas fik i Dag Brev fra sin Sster Louise, deri laae Gud skee Lov et Par Ord til mig, jeg lngtes meget, tak fordi De fik Deres Fader til at skrive og siig ham Tak fra mig! De og han have vist nu lngst mit Brev til hver af Dem? Deres Kone havde vret saa kjrlig at skrive Bladet fuldt, det var deiligt af hende; men hun yttrer at der var stor Forstemthed i mit Brev, det frste her fra Rom, det har jeg ikke klart. Jeg vil haabe det ikke findes da i dette. Beed hende snart unde mig lidt Mere Skriftligt og gld isr vor kjre, fortrffelige Jonas med et rigtigt godt Brev. Hils dem Alle kjrligst.

Deres trofaste

H. C. Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost