The Hans Christian Andersen Center

Dato: 8. januar 1837
Fra: Carsten Hauch   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Sor den 8. Januar 1837.

Tak for Deres venlige Brev af 3die Januar, som jeg med Glde har modtaget og lst, saavel for Indholdets som for Forfatterens Skyld. Det har blandt Andet interesseret mig deri at hre saavel Deres som Andres Domme om flere poetiske Productioner; jeg er for det Meste enig med Dem i, hvad De i denne Anledning siger. Om Paludan-Mllers Digt troer jeg, at det er reent forfeilet, og dog havde jeg, oprigtig talt, vel ventet noget Elegantere, men ei noget Bedre fra denne Kant. Skulde nu ikke Kjbenhavnerne faae inene op med Hensyn paa Kjrnen i hans Vsen, saa maae de vre poetisk blinde. Det morer mig for Resten ved denne Leilighed at tnke paa en Strid, jeg havde med Oberst Guldberg angaaende Dem og Pal.-Mller; Guldberg, der, saa klog og indsigtsfuld han for Resten er, sikkert stter en overdreven Priis paa Amor og Psyche, paastod, at P.M. var den, der havde givet strst Prve paa Genie blandt vore yngre Digtere; jeg paastod derimod, at De var den meest geniale af disse, da P.M. kun var i Besiddelse af en smuk poetisk Kjole, som han trak paa, naar han traadte frem for Publicum; De derimod besad et gte poetisk Hjerte. Denne Gang har P.M. kastet den poetiske Kjole bort og staaer i bare Skjortermer, saa jeg mener, at Sagen nu er klar for Enhver, der har ine. Noget Plattere har jeg i min Dage aldrig lst, end det, han lgger sine comiske Personer i Munden. Kommer der engang en Reaction mod hans pne og sminkede Vsen, og mod hans blotte poetiske Ydre, saa Gud hjlpe ham! Men en Reaction maa enhver Digter dog engang vente sig; Strmmen vender sig, fr man troer det; kan man da ikke kmpe sig frem med en usdvanlig Kraft, bortskylles man uundgaaelig, til man endelig favnes af Lethefloden. Hvad jeg her siger, gjelder rigtignok kun om, hvad bemeldte Digter har skrevet, ei om, hvad han muligviis kan komme til at skrive; thi undertiden kan en lille Gnist udvikle sig til en stor Ild; dog synes mig, som sagt, at det funklende og skinnende Vsen her er altfor meget udvendigt, og Glandsen synes mig at vre uden Varme, saa jeg frygter for, at det kun er en malet Flamme. Tilgiv, at her den ene Lignelse fortrnger den anden; men det er nok at man maa vre korrekt og oeconomisk, naar man skriver for Publicum, mod en god Ven behver man ikke vre saa ngstelig, om der saa kommer et Par Lignelser formeget. For at gjre Tallet af disse fuldt, vil jeg endnu lgge til, hvad Oehlenschlger engang skrev om ham. "Pal. Mllers Poesier ere Conditorvare, Bjergene ere af Chocoladekager, Floderne ere pidsket Fldeskum, Gletschere og Laviner ere af Conditoriis, og Menneskene ere fiint udarbeidede af Sukkervrk". Men det er sandt, P.M. fremstiller jo sjelden Mennesker, men kun Alfer og mytologiske Personer; men hvis han troer, at hans Guder ligne Homers, eller hans Alfer Shakspeares, da feiler han storligen. Hans Prinds Pipi, synes mig, burde have Paryk paa og trde frem som en kjlen Hyrde fra Ludvig den Fjortendes Tid. Om rsteds Digt deler jeg saa temmelig Deres Mening; jeg finder det hist interessant, at en saa genial og udmrket Videnskabsmand tillige har saamegen poetisk Ild, hvilket for Resten hans Forelsninger ogsaa tilfulde bevidne; mig synes ogsaa, at der findes heldige Partier i Digtet, f. Ex. det, hvori Opfindelsen skeer, og hvori Montgolfier kommer hjem og siger til sine Brn, at han har bragt en Drage med, der kan flyve over de hjeste Taarne; men jeg troer det rigtignok vanskeligt, selv for en Goethe, paa denne Vei at frembringe noget egentlig Fuldendt. Theaterdirectionens Fremgangsmaade forekommer mig saa over al Maade raa og brutal, at jeg er ganske forskrkket derover. En offentlig Fremstilling af dens Adfrd vil rigtignok prostituere den i hi Grad; men Ulykken er, at Molbech alt oftere har vret offentlig prostitueret og derfor synes at have vnt sig dertil og kun lidet at bryde sig derom. Det glder mig meget, at mit lille Digt har behaget Dem. Jeg lnges meget efter Deres Roman, hvis Begyndelse srdeles tiltalede mig. Jeg har ogsaa en Roman under Arbejde; men med den vil det gaae langsomt, da heterogene Forretninger tildeels rve mig Tid og ofte endog Lyst; neppe bliver den frdig fr nste Vinter, thi Sommeren maa jeg bestandig ganske opoffre til videnskabelig Studier og til Forelsninger. Enten bliver denne Roman mit sidste Arbeide, eller det vil vare flere Aar, fr jeg skriver Noget meer. Muserne lnne her os, deres Dyrkere, altfor slet i timelig Henseende, til at jeg lngere kan lade det beroe paa deres Bistand, om jeg skal skaffe min nu temmelig store Familie det Overskud, der ved Siden af min Gage er ndvendig for den. Hvad jeg skriver, bliver nu vel temmelig meget lst, men lidet kjbt, thi der ere kun Faa, der egentlig interessere sig for mig; dertil kommer, at Theatret, saalnge Molbech er Directeur der, det vil vel sige, saalnge han lever, er en tillukket Verden for mig. Derfor maa jeg see at finde Ressourcer paa andre Maader. De nylig udkomne Noveller har jeg endnu ikke lst. Af Brdrene Bernhards Fortllinger ere flere skrevne med fiin Iagttagelsesevne og overhovedet med umiskjendeligt Talent, men den guddommelige Funke mangler, synes mig. De ville vist lses med Interesse ligesom mange af Lafontaines bedre Romaner i forrige Tider; men de ville glemmes ligesom disse. En Digter skal sikkert optage sande Trk af Livet, selv af Hverdagslivet i sine Digte, og jo sandere, des bedre, deri er jeg enig med Brdrene Bernhard; men nu kommer det tillige an paa, om Digteren har Phantasie nok for tillige at puste en guddommelig Funke i sit Vrk, saa at det vorder mere end blot Copie, saa det hver sig over Livet, idet det tillige er dets tro Speil. Dette synes mig Brdrene Bernhard ei at formaae; derfor savnes hos dem den hiere Opfindelse, det dristige Vingeslag, den hie Flugt, der ere Betingelser for al sand Poesie, enten den saa slutter sig til Hverdagslivet eller til det strre Verdensliv. Bagger anseer jeg ogsaa for en virkelig Digternatur; hos ham var ingen ziirlig Skal, men en sjelden Kjrne; hvilken Skade, at saamegen Kraft og Friskhed, saameget Liv og Genie skulle gaae til Grunde for dette Liv idetmindste. Gid De snart igjen, som De nsker, maatte faae Tydskland at see! Hvad Deres Anelser om Dden angaaer, da slaae vi en Streg derover; i Deres Aar der man ikke saa let, og naar en Digter er begeistret for et Vrk, kan han ikke de, fr det er udfrt. Giv mig en stor Idee, sagde jo Herder paa Ddsleiet, saa lever jeg op igjen. Vi ere her Alle raske, paa mig nr; der er meget forkjlet; min Kone hilser Dem venligst; William taler ofte om Dem og elsker Dem meget. Kom snart ud til os i Sor!

Deres srdeles hengivne J.C. Hauch.

Tekst fra: Det Kongelige Biblioteks Brevbiografi ved Kirsten Dreyer (188)